I Jelling er et barn i daginstitutionen Mariehønen, en lærer og to elever på Bredagerskolen og nogle forældre konstateret smittet med corona.

På grund af smittetilfældene er i alt 113 børn sendt hjem.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad på baggrund af en pressemeddelelse udsendt af Vejle Kommune, som Jelling ligger i.

87 elever på 7. årgang og tre medarbejdere på Bredagerskolen er af den grund blevet sendt sendt hjem.

I Mariehønen er 26 børn og fem medarbejdere sendt hjem.

»Det er lidt heftigt, hvor hurtigt det kan gå,« siger skoleleder på Bredagerskolen Lance Luscombe til Vejle Amts Folkeblad.

I pressemeddelelsen oplyses der, at Vejle Kommunes Sundhedsberedskab mandag morgen har holdt møde:

»Der er taget kontakt til handelsstandsforeningen, seminariet og Kongernes Jelling for at bede dem om at være opmærksomme på smitten med corona. Også Jelling Sportsforening bliver kontaktet og bedt om at overveje, om aktiviteter skal aflyses de næste 14 dage,« oplyses det.

»Generelt beder Sundhedsberedskabet borgere og foreninger med flere i Jelling om at overveje, hvilke arrangementer der skal aflyses i den kommende tid for ikke at brede smitten videre,« tilføjer Vejle Kommune i pressemeddelelsen.