Lad os tage det mest positive budskab først. Danmark er ikke på vej mod en ny stor nedlukning, selvom coronasmitten i øjeblikket stiger voldsomt og mandag satte rekord for efteråret.

Sådan konkluderer fire enige eksperter, som B.T. har talt med.

Men – for der er et men – den generelle vurdering lyder alligevel, at der er behov for at sætte en prop i den nuværende udvikling af virussens spredning.

Ikke mindst fordi antallet af dagligt smittede lige nu er tre-fire gange så stort som for bare en måned siden, og fordi niveauet her i slutningen af oktober faktisk er væsentligt højere, end det var for et år siden, hvor det som bekendt endte i lukkede butikker, lukkede skoler, hjemmearbejde og generelt skrappe restriktioner i mange måneder.

»Jeg har skiftet mening. Hvis du havde spurgt mig for 14 dage siden, havde jeg sagt, at det ville dø ud af sig selv, men nu mener jeg, at vi som samfund nok kommer til at gøre noget for at begrænse smitten,« som Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, udtrykker det.

For selvom vaccinerne, som omkring 87 procent af danskerne, der er blevet indkaldt, har fået eller er i gang med at få, ifølge eksperten nedsætter risikoen for at blive alvorligt syg og indlagt til en sjettedel, er den nuværende deltavariant mindst tre gange så smitsom som den oprindelige virus.

»Og når der er rigtigt mange, der bliver smittet, er der også mange, der bliver så alvorligt syge, at det bliver et problem. Der skal ikke den store lommeregner til for at vise, at det her kan blive nogle meget store tal, hvis ikke vi passer på,« siger Viggo Andreasen.

Hovedparten af de personer, der i øjeblikket bliver smittet, kan i virkeligheden karakterises på én måde: De er ikke vaccineret:

  • Det drejer sig om en relativt stor gruppe af børn i 0-9-års alderen, der ikke er en del af vaccineprogrammet. De bliver ikke selv alvorligt syge, men smitter jo altså stadig.
  • Og det er en tilsvarende gruppe af 20-40-årige, der har valgt ikke at blive vaccineret.

Derudover er der selvfølgelig også i mindre grad uvaccinerede folk i andre aldersgrupper, der bliver smittet, mens vaccinerede personer ligeledes bliver smittet, da ingen vacciner dækker 100 procent.

Og så er der årstiden og slækkede coronavaner.

»Vi ser flere smittede lige nu, fordi vi er flyttet indenfor igen i forbindelse med, at det er blevet koldere. Og så har vi også fået et meget mere afslappet forhold til corona. Vi stimler sammen indenfor, når vi skal handle og feste, og vi er holdt op med at passe på,« siger Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet:

»Samtidig står vi med en mere smitsom variant, og det er efterhånden ved at være noget tid siden, de første fik deres vacciner, så en del af de vaccinerede er også begyndt at miste dele af deres immunitet. Det er en del af forklaringen. Det her er ikke overstået endnu.«

De eksperter, B.T. har talt med, opfordrer til forholdsvis hurtig handling for at stoppe smittespredningen. Danskerne selv bliver eksempelvis igen mindet om at huske på de små daglige hygiejneråd, der var en naturlig del af dagligdagen for bare få måneder siden. Og de mindes om at blive vaccineret, fordi det stadig er hovednøglen til at få bugt med coronavirussen.

»Jeg tror ikke på en generel nedlukning af samfundet, specielt fordi vi er i gang med tredje vaccinestik til de mest udsatte og folk over 65. Får vi for alvor gang i den, så kan vi holde sygdommen nede,« påpeger Niels Strandberg Pedesen, tidligere direktør i SSI.

Mens eksperterne altså ikke tror på en ny stor national nedlukning, opfordres der dog til en opskalering af den testning, der ellers lige er blevet kraftigt nedjusteret. Desuden er der bred enighed om, at det kan blive nødvendigt med regionale tiltag, der kan udmønte sig i skolelukninger.

»Belært af erfaringer fra tidligere kan vi se, at jo hurtigere vi gør noget for at bremse op i det, jo hurtigere får vi også en effekt og kan åbne igen. Jeg kan godt forestille mig et nødvendigt scenario om en-to måneder med eksempelvis at lukke skoler for at lægge låg på i et stykke tid, hvis man har mange smittede i en kommune,« siger Jan Pravsgaard, professor i immunologi ved Københavns Universitet:

»Men vi er ikke på vej tilbage til ny nedlukning og en tredje bølge. Derfor er jeg på landsplan ikke så bekymret, for vi er langt fra at presse vores sundhedssystem, men jeg kan være bekymret over specifikke regioner, hvor smitten er høj, og en tilpas stor del af befolkningen ikke er vaccineret. Og så vil man altså på et eller andet tidspunkt løbe ind i den her virus.«

Førnævnte Viggo Andreasen arbejder med en endnu kortere tidshorisont.

»Det skal helst være i løbet af to-tre uger. Det bygger jeg på, at om tre uger har vi formentlig dobbelt så mange smittede, som vi har nu – og så skal vi huske, at hospitalsindlæggelser er lidt forsinkede i forhold til antallet af smittede, så om to-tre uger kan de også være skudt meget i vejret.«

Ifølge seneste opgørelse var der 186 indlagte i Danmark.