Det seneste døgn er der registreret yderligere 835 coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut.
Det er anden dag i træk, at smittetallet er under 1.000.
De smittede er fundet på baggrund af 162.639 pcr-prøver. Det betyder, at andelen af smittede blandt de testede – den såkaldte positivprocent – er 0,51.
Positivprocenten har fra februar til starten af maj holdt sig under 0,50, men de seneste uger har den været let stigende.
Det er svært at sammenligne tallene, da der nu foretages markant flere daglige test.
Antallet af indlagte falder med syv til 139. Man skal tilbage til oktober for at finde et tilsvarende lavt antal coronapatienter.
35 personer er indlagt på intensivafdelinger. Det er tre flere end i lørdagens opgørelse.
Der er registreret yderligere ét coronarelateret dødsfald. Totalt set er 2.508 personer afgået ved døden, efter at de har fået påvist covid-19.
Det seneste døgn er der også registreret 284.025 lyntest, hvor man bliver podet i næsesvælget.
De positive tilfælde herfra indgår ikke i de daglige smittetal grundet større usikkerhed ved lyntest end ved pcr-test.
Derfor anbefales det også, at man får taget en pcr-test, hvis man har fået en positiv lyntest.
Tallene fra Statens Serum Institut viser også, at Danmark nu har nået en milepæl, hvad vaccineudrulningen angår.
20,1 procent af befolkningen – hver femte – er nu færdigvaccineret.
31,6 procent af befolkningen har fået mindst ét vaccinestik.
/ritzau/
