Forbered dig på at skulle arbejde hjemmefra igen.

I takt med at smittetallene nu stiger i corona-pandemiens anden bølge, kan mange danskere med jobs, som gør det muligt at arbejde hjemmefra, godt begynde at finde kontorstolen frem i hjemmet.

»Der er en stigning i nogle tal, der gør, at det er klogt at reagere. Som jeg ser det, er tallene på vej op, og vi så jo i foråret, at det kan gå meget hurtigt lige pludselig. Derfor skal man også være hurtig til at reagere, og det er også det, vi ser nu, hvor man har sat ekstra restriktioner på i Odense og København,« siger Troels Kasper Høyer Scheel, virusforsker ved Københavns Universitet.

»Vi må forberede os på, at der lokalt visse steder kan blive hjemmearbejde i en periode. Det ideelle er, at det vil være tilstrækkeligt at lukke visse sektorer ned lokalt og så få styr på det ad den vej, hvor det er nødvendigt. Ligesom vi så det i Aarhus for et par uger siden,« siger han.

Troels Kasper Høyer Scheel tilføjer, at selv om smittetallene nu peger opad, er antallet af indlæggelser i Danmark stadig meget lav.

Derfor håber han, at lokale nedlukninger, hvor det skønnes nødvendigt, er nok til at holde virus inddæmmet og landet som helhed kørende.

»Vi har set forholdsvis lave tal hen over sommeren, så det er ikke så overraskende, at det nu stiger igen. Man skal jo også være opmærksom på, at vi har en helt anden teststrategi, så langt flere bliver testet nu end tidligere. Så tallene er ikke helt sammenlignelige i forhold til i foråret,« siger virusforskeren.

Odense Kommune har hjemsendt ikke færre end 2.000 medarbejdere, som nu skal arbejde hjemmefra.

Også Københavns Kommune har sendt en del af den administrative stab hjem.

Det samme har virksomheden Pandora, hvor 600 ansatte på hovedkontoret i København nu skal arbejde hjemmefra.

Hos it-selskabet KMD er det besluttet, at 2.000 ansatte i Odense og København skal arbejde hjemmefra den kommende tid. Christoffer Hellmann, kommunikationschef i KMD, siger:

»Vi monitorerer situationen løbende og følger de anvisninger og anbefalinger, som myndighederne kommer med. Vi har på den baggrund mandag eftermiddag meldt ud til medarbejderne, at alle i København og Odense det næste stykke tid skal arbejde hjemmefra. Det drejer sig om cirka 2.000 medarbejdere i KMD-koncernen.«

Han understreger, at kunderne kan være trygge ved fortsat leverance, selv om en stor del af staben nu er sendt hjem til køkkenbordet med computeren.

»Vi har gode erfaringer med det fra før sommerferien, og vores arbejde er allerede i dag i høj grad understøttet af digitale værktøjer, der giver mulighed for hjemmearbejde og samarbejde på tværs af fysiske lokationer,« siger Christoffer Hellmann.

Ingeniør- og konsulentvirksomheden Rambøll sender også sine medarbejdere hjem fra kontorerne i København og Odense. Rambøll har i alt 3.400 medarbejdere i Danmark. 1.800 af dem skal nu til at arbejde hjemmefra.

»Vi gør det på baggrund af udmeldingen fra sundhedsministeren. Det er ud fra et forsigtighedsprincip både for medarbejdernes og forretningens skyld. Vi skal kunne holde foden på speederen. Umiddelbart kommer det ikke til at betyde så meget for os, da rigtig mange i forvejen er vant til at arbejde hjemmefra. Vi kan også se, at hjemmearbejdet i foråret har været ret effektivt,« siger pressechef Thomas Funch Peckham.

Han tilføjer, at Rambøll holder fast i kundemøder, tilsyn på byggepladser og lignende, hvor det er vigtigt, at medarbejderne er personligt til stede.

DR og TV 2 er også blandt dem, som har taget sundhedsminister Magnus Heunickes bekymring om det stigende smittetal til sig.

Begge har sendt en del af de ansatte hjem i foreløbig 14 dage.

Det samme har en række andre medievirksomheder. Heriblandt Fyens Stiftstidende, Jyllands-Posten på mediets redaktion på Rådhuspladsen i København sam Aller Media og Børsen.

Tv-selskabet Nent har i forvejen siden begyndelsen af foråret i coronavirussens første bølge haft medarbejderne til at arbejde hjemmefra i det omfang, det er muligt.

Den linje bliver der ikke ændret på foreløbig, oplyser kommunikationschef Mette Barnes til Mediawatch:

»Det betyder altså, at stort set alle vores medarbejdere fortsat vil arbejde hjemmefra i efteråret, da sikkerheden for vores medarbejdere, kunder og partnere har højeste prioritet,« siger hun.