I hele den kommende uge holder Broskolen i Korsør med 406 elever lukket. Det skyldes, at der er corona-smitte på flere årgange.
Det startede i sidste uge, da tre elever blev konstateret smittet men tog fart torsdag, hvor yderligere fem elever fik den kedelige nyhed.
Derfor har skolens ledelse taget beslutningen om at lukke helt ned i en uge. Det skriver Sjællandske.
Skolechef i kommunen, Dorthe Christiansen, siger, at det sker på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering.
»Efter råd fra Styrelsen for patientsikkerhed er vores sundhedsfaglige vurdering efter møde i vores krisestyringsgruppe, at det er nødvendigt forebyggende at lukke hele Broskolen på Birkemosevej, fordi smitten er på flere forskellige årgange.«
Dorthe Christiansen tilføjer, at kommunen lige nu undersøger, om de er forpligtet til børnepasning, hvis forældrene varetager kritiske jobfunktioner.
Mens Broskolen er lukket, så opfordres forældre, børn og personale på skolen til at lade sig teste.
Skolechefen fortæller afsluttende, at de ligeledes undersøger muligheden for at få en mobil testvogn til Korsør, så borgerne hurtigere kan få et svar.
Borgmester John Dyrby Paulsen (S) forklarer lukningen med, at smitten spredte sig hurtigt på Lille Egede Friskole for nylig, og den situationen ønsker kommunen ikke at stå i igen.
Han ønsker mere fakta om corona-smitte på krisestyringsmødet på mandag.

