Mens smittetallene herhjemme generelt er svagt faldende - også i Odense Kommune - så fortsætter det på femte døgn med at stige til nye faretruende højder lokalt i Odense-bydelen Vollsmose, hvor incidenstallet nu er oppe på 853.

Hvilket betyder, at 853 ud af hver 100.000 personer er smittet med covid-19.

En tendens der bekymrer ikke alene borgmester Peter Rahbæk Juel (S) men også mange beboere i Vollsmose, hvor der bor næsten 10.000 mennesker.

En af dem er Kim Nielsen, som til daglig er grafisk designer men også bruger tid som formand i den frivillige forening Vollsmose Respect i Odense-bydelen.

»Det er helt klart min fornemmelse, at det mere er uvidenhed end uvillighed, at ikke flere bliver testet herude,« siger han.

Og giver som hovedbegrundelse for, hvorfor det er gået så galt i Vollsmose, at folk bor meget tæt sammen i lejlighederne.

»Og de folk, der arbejder, er typisk nogle, som bestrider jobs som buschauffør, taxachauffør, Wolt-bud, GLS-chauffør eller lignende. Jobs hvor man kommer i tæt i berøring med andre mennesker, og når man så kommer hjem til familien på måske syv personer i en lejlighed, så er det klart, at der er risiko for at bringe smitte videre,« siger Kim Nielsen.

Han erkender dog også, at nogle beboere tager for let på corona-situationen, og at en del ikke selv tager nok ansvar for at få smitten bragt ned ved at lade sig teste:

»Det er selvfølgelig dybt problematisk, at det ikke er lykkedes at få flere igennem. Vi må håbe, at det hjælper med den nye strategi med at gå fra dør til dør og banke på.«

Og netop kommunens plan om at lade folk gå fra opgang til opgang og banke på dør efter dør for at få beboerne til test er vejen frem, mener han.

»Jeg tror, det kommer til at virke. Det er den helt rigtige tilgang til det her problem. For der er så lavt et kommunikationsniveau herude, og det er svært at få folk i tale. Derfor er det helt klart bedre at opsøge dem, hvor de er.«

»Problemet er jo, at det her ikke kun handler om Vollsmose men om hele Odense. Vi skal have det her tal ned hurtigst muligt,« siger Kim Nielsen, som mener, at kommunen burde have taget affære tidligere.

»Man kan altid være bagklog, men jeg synes, man skulle have handlet hurtigere. Især synes jeg, de to testcentre herude skulle være placeret anderledes og mere strategisk efter, hvor der er trafik af mennesker, og ikke efter, hvor kommunen har ledige bygninger, eller hvad der nu har bestemt det. Det ene af dem er virkelig svært at finde. Og det andet ligger også i en slags ingenmandsland. Hvis man havde gjort det anderledes, tror jeg, man var kommet lidt hurtigere ud af starthullerne,« siger han.

Rami Ezzeddine, Odense Kommunes sikkerheds- og beredskabskoordinator, oplyser til B.T., at folk fra Styrelsen for Patientsikkerhed allerede i sidste uge har været rundt og banke på dørene som en ren rådgivningsindsats.

Og fra den kommende weekend vil beboerne i Vollsmose blive opsøgt igen med en opfordring om at blive testet.

Der vil være etableret testcentre i hver af de enkelte afdelingers beboerhuse, som ligger meget tæt på lejlighederne.

Samtidig er der lejet busser, der også vil blive brugt som teststed, hvor man som testperson går ind ad den ene dør, får taget en kviktest og så hurtigt ud af den anden dør igen.

»Det er helt bevidst - ren strategi - at vi ikke sætter det her i gang nu og gør alt det her på én gang. For hvis man konstant melder noget nyt ud, så risikerer det at få den stik modsatte effekt, og så kommer folk måske slet ikke,« siger Rami Ezzerdine.

»Vi er nødt til at gøre det her utrolig struktureret og ud fra den virkelighed, folk er i. Ellers svarer det til, at man spiser en bananasplit sammen med rejecocktailen. Og det går jo ikke.«