Fredericia Gymnasium er lukket, og alle er sendt hjem. Elever som lærere.

Hjemsendelsen skyldes, at 28 elever og tre lærere på gymnasiet er testet positive med coronavirus, som kan give sygdommen covid-19.

Det skriver TV Syd.

Smitten blev opdaget i sidste uge, da 11 elever på gymnasiet blev testet positive.

Det fik ledelsen på Fredericia Gymnasium til at bede Region Syddanmark om assistance til at teste alle skolens elever samt ansatte.

Resultatet viste, at der i alt var 31 smittede på gymnasiet – 28 elever og tre lærere.

Gymnasiet valgte efterfølgende at lukke ned og sende alle hjem.

Gymnasiets rektor, Poul Erik Madsen, fortæller over for TV Syd, at han forventer, at der – i takt med at resultaterne fra weekendens coronatests ruller ind – vil være flere smittede blandt gymnasiets elever og ansatte.

»Det er jo selvfølgelig rigtig træls. Jeg er meget optaget af skolen, men også af hele situationen i Fredericia. Man skal tænke, at hver gang der er en, der er testet positiv her, så er der jo en familie, der også er berørt af det. Så på den måde involverer det mange mennesker, og det gør indtryk på mig. Men omvendt ved jeg, at vi gør det, som sundhedsmyndigheder anbefaler, at vi gør,« siger rektoren.

Fredericia Gymnasium er nu lukket frem til tirsdag i næste uge. Indtil da modtager eleverne fjernundervisning.

Ifølge Statens Serum Institut er Fredericia Kommune lige nu den sjettehårdest coronaramte kommune baseret på indbyggertal.