Tomater, peberfrugter, chilier og auberginer.
Det er blandt andet disse grøntsager, der nu er truet af en helt særlig virus. En virus, der i værste fald kan komme til at koste den danske tomathøst i både gartnerier og private haver dyrt.
Det oplyser Landbrugsstyrelsen til TV 2.
Det er den såkaldte tomatskrumpevirus – også kendt som 'Tomato Brown Rugose Fruit Virus' - der er på spil, og som allerede findes i forskellige europæiske lande som Tyskland, Holland, England, Frankrig og Polen.
Virussen udgør ikke en helbredsrisiko for mennesker, men kan alligevel ende med at få store økonomiske konsekvenser for erhvervsgartnerier, oplyser Landbrugsstyrelsen.
Derfor opfordres der nu til, at man også som privat haveejer er opmærksom på, om ens egne tomatplanter kan være ramt af virussen.
»Den her virus er så smitsom, at hvis man køber tomater i et supermarked, og tomaterne har virussen, så kan man bringe virussen videre til gartnerier og egne tomatplanter, hvis bare man rører en tomatplante. Eller jorden,« siger Michael Kongstad, der ejer gartnerierne Glade Grøntsager, til TV 2.
Men hvordan finder man så ud af, om eksempelvis ens tomatplante er blevet smittet med tomatskrumpevirussen?
Det gør man ved at være opmærksomme på en række symptomer, som Landbrugsstyrelsen nu opfordrer haveejere til at være opmærksomme på.
Det er symptomer som, at bladene ændrer farve, får pletter eller mærker og bliver rynkede, eller at man kan se små sorte pletter på bladstilken og på dækbladene.
Andre symptomer kan være, at frugterne typisk bliver gule, får brune pletter eller grønne striber, ligesom de også kan blive deforme, rynkede og have uens modning.
Hvis man finder eller har mistanke om, at en plante er angrebet af tomatskrumpevirus, skal man kontakte Landbrugsstyrelsen.