På Bornholm var der tirsdag, sidst på eftermiddagen, over 100 mennesker der var blevet ramt af campylobacter-forgiftning, der formentlig stammer fra fjerkræ.

Tirsdag havde Bornholms Hospital mellem seks og otte indlagte med bakterien.

Det skriver TV 2 Bornholm.

Udbruddet er nu meldt til myndighederne og Statens Serum Institut, som hurtigst muligt vil forsøge at finde frem til smittekilden.

Bakterien giver maveonde og diarré.

Den har også formået at ramme bredt på ferieøen, da det både er voksne og helt små børn, der er ramt af bakterien og som konsekvens heraf har haft diarré i flere dage.

Infektionsepidemiolog hos Statens Serum Institut Steen Ethelberg fortæller, at de vil gøre alt, hvad de kan for at finde frem til smittekilden.

»Det er jo et dramatisk udbrud, vi ser på Bornholm. Derfor gør vi selvfølgelig vores bedste for at finde smittekilden, men vi kan ikke love, at vi finder den. Det sker tit, at vi aldrig finder ud af det, når vi har sådan nogle situationer her,« siger han.

Overlæge på Bornholms Hospital Kjeld Skjødebjerg Kristensen fortæller, at udbruddet kom på et lidt uheldigt tidspunkt, da alle sengepladser på hospitalet var i brug, da de begyndte at få folk ind med feber og maveonde.

Dermed fik hospitalet ekstra travlt med at finde plads til de bakterieramte patienter.

Overlægen fortæller også, at bakterien efter nogle dage, i størstedelen af tilfældene, vil gå over af sig selv.

Ældre kan dog have behov for hjælp til at komme igennem situationen.