Rygning er efterhånden forbudt for de fleste offentligt ansatte i landets kommuner – og meget snart vil endnu en kommune tilføje sig denne liste.

Der er tale om den nordjyske kommune Brønderslev, som vil indføre røgfri arbejdstid for sine ansatte, skriver Nordjyske.

Ifølge mediet har sundhedsudvalget godkendt forslaget, og onsdag skal byrådet se nærmere på det, før det i så fald bliver endeligt besluttet.

Brønderslev vil dermed tilslutte sig 73 andre kommuner i Danmark.

Så mange kommuner har ifølge Kræftens Bekæmpelse indført røgfri arbejdstid – med og uden undtagelser. Til sommer sker det også på Samsø og i Slagelse.

Og 1. juni sidste år blev det blandt andet indført i Aalborg.

Hvis forslaget bliver godkendt i Brønderslev Kommune, vil det være den sjette kommune i Region Nordjylland til at indføre tiltaget.

Listen tæller i forvejen Hjørring, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord og Aalborg kommuner.

I Brønderslev vil man som udgangspunkt indføre reglerne med undtagelser.

Det vil sige, at kommunen ikke vil forbyde rygning i selvbetalte pauser. Dog skal dette foregå væk fra kommunens grund, skriver lokalmediet.