For mange er det en genvej ind til resten af København.

Men med en ny aftale kan beboere i Sank Kjelds Kvarter på Østerbro få lidt mere ro i gadebilledet.

Det fremgår af Københavns Kommunes nye budgetaftale for 2024 ifølge Berlingske.

Området kan nemlig se frem til en fredeliggørelse, der forhindrer gennemkørende trafik. Dermed kan man ikke lige smutte fra Lyngbyvej og ind gennem Østerbro.

»Det er det største initiativ i mange år, når det kommer til fredeliggørelse af beboelseskvarterer,« siger Lars Weiss, der er medlem af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet, til KøbenhavnLIV og fortsætter:

»Det giver ingen mening at have gennemkørende trafik igennem et så stort beboelseskvarter. Der skal være trygge byrum og gader.«

Foto: OpenStreetMap / Berlingske
Vis mere

Og området nær Svanemøllen og den nordlige del af Fælledparken har været offer for en del gennemkørende trafik.

Men nu vil den nye aftale forhindre det.

I stedet skal området være et åndehul, der giver plads til cyklister og fodgængere, som fremover skal være førsteprioritet.

Ved at fjerne det meste af biltrafikken fra området, kommer det til at være mere trygt for børn og forbedrer luftkvaliteten i gaderne, lyder blandt andet årsagerne til nedlukningen af vejen.

Parkeringspladserne kommer ikke til at blive berørt.

Man har sat 10,3 millioner af til anlæg og dialogproces.