Tønder Kommune har fået det nye slogan 'Rig på tur' for den nette sum af 250.000 kroner fra konsulentvirksomheden Aros Kommunikation.

»Udtrykket 'Rig på tur' skal bruges til at markedsføre Tønder Kommune og skabe en følelse af fællesskab for borgerne i den store kommune,« fortæller Jens Hansen, manden bag det nye slogan og administrerende direktør i Aros Kommunikation, til B.T.

Men mange borgere i kommunen er ikke just begejstrede for de gyldne ord. På sociale medier skriver lokale, at det både er håbløst og pinligt, at kommunen har valgt at bruge en kvart million på tre ord.

Blandt andre skriver Morten Lambek på Facebook: 'Det er sindssygt, at der sidder voksne mennesker, som mener, at der reelt er blevet udført et stykke arbejde her!'.

Jens Hansen fortæller, at han godt forstår kritikken.

»Jeg kan godt forstå, at folk synes, at det er mange penge, men det er jo et brandprodukt, som de kan bruge mange år frem.«

Men hvordan kom I frem til, at det skulle koste 250.000 kroner?

»Det var de rammer, Tønder Kommune satte, da de udbød denne opgave i slutningen af februar i år, så det var beløbet, vi arbejdede ud fra.«

Administrerende direktør i Aros Kommunikation, Jens Hansen, har været med til at finde på Tønder Kommunes nye slogan 'Rig på tur'. Aros Kommunikation har fået 250.000 kroner for jobbet.
Administrerende direktør i Aros Kommunikation, Jens Hansen, har været med til at finde på Tønder Kommunes nye slogan 'Rig på tur'. Aros Kommunikation har fået 250.000 kroner for jobbet. Privat

Flere borgere skriver på sociale medier, at de sagtens kunne have fundet på noget bedre selv, uden at det behøvede at koste en kvart million kroner. Hvad tænker du om det?

»Vi fik over 100 bud fra borgere, men mange af dem havde brugt ordet 'Tønder' i sloganet, og det går ikke, da man jo altid vil bruge et slogan i forbindelse med kommunens navn, så det ville lyde fjollet. Derudover er det en meget stor kommune, som har behov for at skabe en fælles identitet, så sloganet skal helst være noget, alle dele af kommunen kan identificere sig med.«

Men hvad er pengene helt præcist gået til?

»Det har været et arbejde i tre faser. Først lavede vi 25 interview hver af en times varighed med repræsentanter for alle mulige organisationer i Tønder Kommune samt øvrige lokale. Derefter lavede vi en gadeplansanalyse med 110 borgere i kommunen, som fik et spørgeskema om, hvad de mente, at sloganet burde handle om, og til sidst lavede vi en workshop.«

Hvis man regner på det, kan man sige, at sloganet 'Rig på tur' har kostet 31.250 kroner per bogstav. Hvad tænker du om det?

»Tønder Kommune har fået meget, meget mere end tre ord. De har fået en helt masse, som de kan bruge i fremtiden. Der ligger blandt andet cirka 25 annoncer klar til brug.«

Så hvad betyder 'Rig på tur' helt præcist?

»Der er så mange fordele og argumenter for, at Tønder Kommune er et rigtig spændende sted at besøge. 'Rig på tur' er en paraply, som samler alt det, kommunen kan - for eksempel: natur, kultur, arkitektur, madkultur, erhvervskultur, møbelkultur, slusetur, marktur og vandretur.«

Afslutningsvis fortæller Jens Hansen, hvor tilfreds han er med resultatet:

»Jeg er enormt stolt af sloganet. Alle, vi har snakket med, siger, at det her slogan, det kan de alle sammen bruge.«