Liberal Alliances folketingspolitiker Henrik Dahl beskylder mellem linjerne uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund for at have pyntet på sit CV.

Men nu fortryder han angrebet på sin tidligere partifælle og sletter opslaget på det sociale medie X.

I opslaget skrev han:

»Christina Egelund fortalte mig engang – mens vi begge sad i LAs folketingsgruppe – at hun ikke havde nogen afsluttende eksamen fra Sorbonne. 'Studier ved' betød altså betydeligt mindre end en eksamen: Deltagelse i forelæsninger, seminarer og så videre.«

Opslaget er længere end det citerede, men resten kan ikke længere ses i Googles arkiverede udgave af opslaget, og Henrik Dahl vil ikke fortælle, hvad han videre skrev.

Adspurgt, hvorfor han har slettet opslaget, svarer Henrik Dahl:

»Man skal ikke hænge sig i fortiden.«

Derudover har han »ingen kommentarer«.

Måske hænger det sammen med, at Christina Egelund i sit CV på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside heller ikke påstår, at hun har en afsluttende eksamen fra Sorbonne.

'Uafsluttet' står der i en parentes efter 'Studier i litteratur og sprogvidenskab (Lettres Modernes), Sorbonne Universitet i Paris'.

Og flere steder har Egelund selv fortalt, at hun aldrig færdiggjorde sine studier i Paris.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, Moderaterne.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, Moderaterne. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Hun nævnte det under en ministeroverdragelse i december 2022. Og hun har også fortalt det i et interview med Uniavisen, hvor en af avisens journalister stak til hende:

»Det er da pinligt,« sagde hun. 

»Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde min bachelor færdig.«

Andre steder står studierne i Paris dog nævnt, uden at der eksplicit står, at de er uafsluttede. For eksempel i Christina Egelunds CV på Folketingets hjemmeside.

Når man spørger Henrik Dahl, om han nogensinde har hørt eller set Christina Egelund påstå, at hun afsluttede sine studier på Sorbonne Universitet, gentager han som sagt bare, at han ikke har flere kommentarer.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har heller ikke selv nogen kommentarer.