Pølsemageren Brian Flink Pedersen kan slet ikke få reglerne til at give mening.

Flere gange om ugen åbner han lågen til sin rullende slagterforretning, men på grund af »håbløs« lovgivning, risikerer han samtidig en stor bøde.

Og det skyldes netop, at han driver forretning fra en lastvogn.

»Problemet er, at vi er underlagt køre-hviletid og arbejdsmiljølovgivning. Det er kombinationen, der giver problemer,« siger slagermesteren til B.T.

Fordi begge regelsæt gælder for hans forretning, skal hans medarbejdere registrere, når de holder pause, har han også tidligere fortalt til TV Midtvest.

Det skal de ved at forlade butikken, gå ud i vognens førerhus og indstille en såkaldt kartograf, som bruges til at registrere køre-hviletid. Her skal de registrere, når de holder pause.

På billedet ses den kartograf, som pausen skal registreres på.
På billedet ses den kartograf, som pausen skal registreres på. Privatfoto

En normal praksis, når man for eksempel kører lastbil, men ikke når man som Brin Flink Pedersen samtidig driver butik i sin vogn.

For typisk er der kun én medarbejder til at lange pølser over disken, og står en kunde og venter, mens kartografen er indstillet til pause, må medarbejderen slet ikke betjene dem, før det er ændret. 

Ellers kan der vanke en bøde på 30.000 kroner for brud på arbejdsmiljøloven, siger han.

»Det ender med, at der er meget løben frem og tilbage mellem butikken og førerhuset. Det er en helt håbløs måde at arbejde på,« siger han.

»Kunderne står og ryster på hovedet, fordi man skal løbe ud og ændre det, før man må ekspedere,« siger han.

Brian Flink Pedersen fortæller, at medarbejderne aldrig kører så langt væk, at køre-hviletiden bliver relevant.

Der er maks. 40 kilometer fra produktionen og til de steder i Herning, Aarhus og Silkeborg, hvor han flere gange om ugen åbner sin butik.

Desuden siger han, at det er muligt for medarbejderne at afholde pause, når der ikke ikke er kunder i butikken.

Derfor mener han ikke, at det giver mening, at han og medarbejderne skal registrere pausen på kartografen, når den samtidigt giver besvær i hverdagen og potentielt en gedigen bøde.

Vil man ikke kunne sige, at det er en del af det at have en forretning i en vogn?

»Det kunne man sagtens sige. Sådan som jeg ser det, er det en håbløs måde at drive en forretning på,« siger han og tilføjer:

»Det, jeg råber op om, er, at jeg føler, vi er ekstraordinært overvåget i forhold til tilsvarende butikker,« siger han.

»Hvis man skulle gøre det lige for alle, så skulle andre forretninger også have digital registrering af pausen.«

B.T. har rakt ud til transportministeren, Thomas Danielsen (V), for en kommentar på Brian Flink Pedersens kritik af reglerne.

Det har ikke været muligt at få inden artiklens udgivelse. Derfor henviser ministeriet til det svar, ministeren tidligere har givet til TV Midtvest.

Her oplyses det, at reglerne kommer fra EU, mens ministeren udtaler:

»Jeg har det på blokken nu. Desværre har jeg fået det ind på bagkant af vores EU formandskab. Men jeg har det på blokken nu, fordi jeg gerne vil lobbye for det fordi, her har vi faktisk et af de bedste eksempler for, at det er uhensigtsmæssigt,« sagde han til mediet.

Desuden oplyser transportministeriet til B.T., at reglerne kun omfatter store lastbiler, som vejer mere end 7.500 kilogram.