Den tonstunge kaskelothval der i sidste uge blev fundet død på en strand i Ålbæk i Nordjylland døde af sult.
Det kan man konkludere efter de foreløbige undersøgelser, skriver TV 2 Nord.
Det bliver bekræftet af Tim Kåre Jensen, der er dyrlæge ved Københavns Universitet.
»Den er død af sult. Fiskenet har blokeret spiserøret. Vi har en kæmpe opgave i at rydde op i alle de spøgelsesnet, der er ude i havet,« siger han til TV 2 Nord.
I hvalens spiserør fandt man nemlig intet mindre end 11,9 kilo fiskenet.
Da man fandt hvalen i weekenden kunne biolog Annika Thomsen fra Nordsøe Oceanarium fortælle, at hvalen var død lang tid før den strandede.
»Den er ikke død på stranden, men død tidligere. Det kan vi simpelthen dufte. Den lugter ikke helt frisk længere,« sagde hun til TV 2 Nord.

