Slår alarm: Rusland rekrutterer spioner i Norge
»Med omkring 100.000 ukrainere i Norge forventer vi, at dette vil blive en særlig udfordring i fremtiden.«

»Med omkring 100.000 ukrainere i Norge forventer vi, at dette vil blive en særlig udfordring i fremtiden.«

Politiets Efterretningstjeneste i Norge (PST) er i stigende grad bekymret.
Bekymret for, at russiske efterretnings- og sikkerhedstjenester forsøger at rekruttere ukrainere til ulovlig spionage i Norge.
Det oplyser PST i en pressemeddelelse onsdag morgen.
»Med omkring 100.000 ukrainere i Norge forventer vi, at dette vil blive en særlig udfordring i fremtiden,« lyder det fra sektionsleder i PST, Atle Tangen.
Efterretningstjenesten skriver, at de er bekendt med flere rekrutteringsforsøg. Blandt andet fandt et af dem for nylig sted i det sydlige Norge.
Her blev en ukrainer identificeret af russiske efterretningstjenester, som havde kendskab til personens baggrund fra Ukraine, familieforhold og personens nuværende liv i Norge.
»Ukrainerne kan blive udsat for pres eller truet til samarbejde. Dette kan ske gennem trusler rettet mod familier, der nu befinder sig i russisk-besatte områder,« siger Tangen videre.
Formålet med rekrutteringen er at indhente information, som kan bruges til at udføre påvirkningskampagner eller sabotageaktioner i Norge, lyder det.
Omkring 22.000 af ukrainerne, der i dag bor i Norge, kommer fra områder, der i øjeblikket er besat af Rusland, viser tal fra UDI og forskningsfonden Fafo.
PST vil ifølge NRK ikke oplyse, hvor mange rekrutteringsforsøg de har afdækket.