En økologisk fritgående and lyder nok i de flestes ører som noget, der er svært at have indvendinger imod.
Alligevel afholder de fleste danskere sig fra dem.
For med gode levevilkår følger prisen nemlig op, og derfor må forbrugere lige nu slippe omkring 600 kroner for en frossen økologisk and. Det skriver TV 2.
Prisen har ifølge mediet resulteret i et mærkbart fald i antallet af danske ænder, der langes over disken.
Og det bekræftes af Peter Nielsen, der driver en gård med økologiske, fritgående ænder nær Farsø.
»Hvis forbrugerne ville købe flere, ville vi godt producere flere. Problemet er jo egentlig, at det er prisen, der gør det. Man kigger altid i tegnebogen, man kigger ikke så meget på produktet,« siger han til TV 2.
På Peter Nielsens gård produceres der 20.000 ænder om året. Det svarer til over halvdelen af de knap 40.000 danske ænder, der sidste år blev slagtet herhjemme.
Ifølge Peter Nielsen skal årsagen til, at prisen på danske ænder er skudt i vejret, findes i forskellige afgifter. De gør det svært for danske andeproducenter at tilbyde konkurrencedygtige priser.
Det er en tendens, der ses i flere danske supermarkeder, hvor polske og ungarske ænder fylder kølediskene. De kan købes for helt ned til 100 kroner på tilbud, skriver mediet.
Siden 2017 er antallet af slagtede danske ænder faldet fra 600.000 til under 40.000 i 2024.
Der sælges flere millioner ænder om året i Danmark, hvoraf størstedelen kommer fra import.
