Vi har ofte brystet os med, at den sociale mobilitet er høj her i Danmark. At alle har muligheden for at bryde den sociale arv.

En ny undersøgelse viser desværre, at det ikke alene står skidt til på et meget væsentligt punkt. Det er faktisk blevet værre.

Hele 11,2 procent af eleverne i folkeskolens 9.-klasser bestod sidste år hverken afgangsprøverne i dansk eller matematik, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af de seneste data fra Danmarks Statistiks registre.

Det er det højeste tal i 14 år.

Undersøgelsen viser også noget andet og mindst lige så bekymrende:

At forældrenes uddannelse og indkomst har enorm – og stigende – betydning for, hvordan børnene klarer sig gennem skoletiden.

Blandt den rigeste tiendedel bestod 2,8 procent af eleverne hverken dansk eller matematik. Blandt den fattigste tiendedel var det 28,2 procent. 

Det er ti – 10 – gange så mange.

»Den voldsomme forskel mellem børn af rige og fattige forældre understreger, at den sociale mobilitet er truet,« siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

»Det er problematisk og et paradoks. For folkeskolen er en institution, hvor vi netop har mulighed for at løfte børn og unge uanset deres sociale baggrund. Men det sker i ringe grad,« tilføjer han.

Troels Lund Jensen pointerer, at de dumpede eksamener risikerer at forfølge de 15-16-årige elever resten af livet:

»Når det især er børn af forældre med de korteste uddannelser og laveste indkomster, der ikke består folkeskolens afgangsprøver, så får denne gruppe af børn også sværere ved selv at få en uddannelse og en bedre indkomst end deres forældre,« siger han.

Tidligere var det især drengene, som hang efter, men i dag er der flest piger, som dumper både matematik og dansk ved 9.-klasses-afgangsprøverne. 

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil det kræve flere investeringer i folkeskolen, hvis den kedelige tendens skal brydes og alle elever uanset opvækstvilkår reelt skal have lige muligheder for at indfri deres fulde potentiale.