Du kan næppe have undgået at se den på gader og stræder. 

Den tunge, tykke cykel – der også går under navnet fatbike, som fylder mere og mere i gadebilledet. 

Og cyklerne kan som udgangspunkt køre 25 kilometer i timen, men ifølge eksperter er det ikke raketvidenskab at kunne tune cyklen til at køre det dobbelte.

Det skriver DR. 

Det kan blive et gevaldigt problem, mener Cyklistforbundet, der ellers er glade for elcykler generelt. 

»De unge mennesker er ikke helt færdigudviklede oppe i knolden, så at give dem sådan et potentielt lynhurtigt køretøj mellem hænderne er ikke sund fornuft, udtaler Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i forbundet. 

For ifølge ham kan det have alvorlige konsekvenser, hvis man piller ved cyklens hastighedsbegrænsning. 

Videre peger han på, at man kan komme i klemme hos sit forsikringsselskab, der ikke dækker skaderne, hvis cyklen er ulovlig. 

Cykelforbundet tror ikke, at det er muligt at håndhæve et forbud, derfor peger de på et land som Frankrig, der har taget drastiske metoder i brug. 

For der kan man potentielt komme i fængsel og få op til et års straf eller få en bøde på svimlende 30.000 euro – hvis man altså har tunet sin cykel til at køre hurtigere end 25 kilometer i timen.