Slår alarm efter frygt for vandmangel: Få dage fra tørke
Hovedstadsområdet var få dage fra, at flere dele kunne have været uden vand.

Hovedstadsområdet var få dage fra, at flere dele kunne have været uden vand.

Det har været en rasende varm sommer, og det kan ikke kun mærkes hos isbutikkerne rundt omkring i landet.
For varmen er nemlig også kommet med en mere alvorlig konsekvens.
Mængden af drikkevand i Hovedstadsområdet var nemlig under gevaldigt pres denne sommer.
Det skriver TV 2, som har talt med HOFER, der er hovedstadens forsyningsvirksomhed.
I sommer meldte de ud, at de for første gang nogensinde kunne se bunden af deres vandtanke, hvilket vækker stor bekymring.
»Hvis det havde varet bare dage mere, så havde vi stået i en situation, hvor nogle steder i byen ikke havde haft den vandforsyning, vi er vant til,« siger HOFOR's områdechef for planlægning, Anne Scherfig, til TV 2.
Forklaringen på den dystre melding skal findes i, at man simpelthen ikke kan producere nok vand til området.
Ifølge tal fra HOFOR, som de har delt med TV 2, er vandforbruget i hovedstadsområdet steget de seneste fem år i træk, hvilket aldrig er sket før.
Forbruget for 2026 kan også gå hen og blive historisk. Det ser nemlig ud til, at vandforbruget dette år vil være det højeste de seneste 20 år.
HOFOR slår også fast, at der er brug for handling fra politikerne nu.