Han blev landskendt i 'Pusher'-filmene, hvor han spiller den skaldede håndlanger Radovan.
I virkeligheden er skuespilleren Slavko Labović dog en lovlydig mand, der arbejder på en klinik, hvor uønskede tatoveringer bliver fjernet.
Og så er den serbiskfødte mand også blandt andet far til en voksen datter.
En voksen datter, der fredag aften mistede sin mand efter en brutal likvidering foran deres hjem – dræbt af flere skud.
Det tab fortæller Slavko Labović nu om i et Facebook-opslag.
'Med en umålelig smerte i hjertet og en afgrundsdyb sorg i min sjæl er jeg nødsaget til at offentliggøre, at min elskede svigersøn, som for et halvt år siden gjorde mig lykkelig ved at gøre mig til morfar, på tragisk vis er blevet dræbt i fredags 21. aug,' skriver skuespilleren i sit opslag og fortsætter:
'Uretfærdigt og ufortjent blev han af blodtørstige og kujonagtige gerningsmænd slået ihjel foran sit hjem..!! Han blev kun 27 år gammel..'
Slavko Labović kalder drabet for en 'grusom, brutal og terroristisk handling':
'På grund af denne grusomme, brutale og terroristiske handling mistede hans forældre deres eneste søn, hans morfar mistede sit barnebarn, en ung hustru mistede sin mand, hans søster sin eneste bror og hans lille, nyfødte søn SIN FAR..!!!'
Et ungt og lykkeligt ægtepar fik ødelagt alle deres PLANER FOR LIVET, inklusive deres familieforøgelse..!!,' skriver han.
Drabet, der fandt sted i Søborg, er endnu uopklaret.



