Den aktuelle skraldestrejke i København vækker uro og bekymring blandt byens butikker og restaurationer.

»Det er stærkt bekymrende. Affaldsafhentning er vigtigt for at få hverdagen til at fungere for vores medlemmer. Så denne her konflikt er en stor hæmsko, og noget vi følger meget nøje,« siger Michael Gatten, som er direktør for KBH – Commerce & Culture (KCC), der er erhvervsforening i Indre By i København.

Strejken fortsætter fredag på femte døgn, på trods af at Arbejdsretten torsdag pålagde de 550 strejkende skraldemænd en bod, der er en form for bøde, på næsten 1,2 millioner kroner for den overenskomststridige strejke.

Flere steder i byen er skraldespande i baggårde og containerrum allerede overfyldt, og særligt ophobning af madaffald kan blive et problem, fordi det øger risikoen for skadedyr.

Hertil er der at bemærke, at Middelalderbyen i Indre By har nogle af Københavns dårligste kloakker, hvilket betyder øget risiko for, at rotter søger mod overfladen.

»Det er klart, at der er en bekymring for det fra vores medlemmer. På nuværende tidspunkt fornemmer jeg dog, at det ikke er et problem endnu, og at man godt kan håndtere det rundt omkring,« siger Michael Gatten.

Han understreger, at erhvervsforeningen ikke ønsker at blande sig i konflikten mellem skraldemændene og Amager Ressourcecenter, ARC. Han krydser dog fingre for, at parterne snart kan finde en mindelig løsning.

»Helt grundlæggende hober affaldet sig op. Der er behov for, at det bliver hentet i en god service, som det plejer, for at undgå flere benspænd,« siger Michael Gatten.

Skraldestrejken indebærer, at der ikke afhentes skrald i København, Dragør og Tårnby.

En af skraldemændene, Michael Johansen fra selskabet City Container, oplyser til TV 2 Kosmopol, at skraldemændene først mødes igen mandag morgen.

Ifølge Fagbladet 3F er boden fra Arbejdsretten fredag vokset til 1,5 millioner kroner.