Hvis du er borger i Horsens, og undrer dig over, hvorfor dit skrald ikke er blevet tømt, jamen så er der en god forklaring. 

Skraldemændene i kommunen har nemlig valgt at nedlægge arbejdet onsdag morgen. 

Det skriver Horsens Kommune på sin egen Facebook-side.

'Skraldemændene har fra onsdag morgen den 9. september nedlagt arbejdet, og derfor bliver der ikke tømt affald som planlagt.'

'Har du brug for at komme af med dit affald, kan du aflevere det på genbrugspladserne i Brædstrup og Horsens. Begge steder vil der være ekstra containere til restaffald samt plast og drikkekartoner,' skriver kommunen. 

Kommunen nævner, at skraldemændene strejker, men der nævnes ikke nogen årsag for strejken. 

Tidligere på sommeren har der også været problemer med skraldemændene i Horsens.

I juli nedlagde flere skraldemænd arbejdet, fordi de var utilfredse med, at blive bedt om at tømme skraldespande, hvor låget ikke er lukket, men det udgør en bakteriefare, mente de ansatte.