En italiensk lottovinder kan ærligt sige, at han har scoret jackpot ikke bare én men to gange.

Den lottokupon, han havde købt i en lille italiensk by, viste sig nemlig at udløse en gevinst på en million euro eller 7.475.280 gode danske kroner.

Men før han kunne indkasserer gevinsten, skulle han – og lottokuponen – gå så grueligt meget igennem. Det skriver BBC.

Ved en fejl blev vinderkuponen nemlig smidt i skraldespanden, hentet af skraldebilen og kørt mod lossepladsen. 

Historien tog sin begyndelse, da den anonyme lottospiller i en butik i byen Bitonto i Syditalien købte en kupon og spillede sin sædvanlige talkombination 2, 4, 8, 10 og 51.

Men da han fik at vide, at lottokuponen »ikke kunne udbetales« smed han straks kuponen ud. Det forklarer chef for det italienske renovationsfirma SANB, Roberto Nicola Toscano, til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Først da lottospilleren kom hjem og hans familie kunne glæde ham med, at hans sædvanlige talkombination var blevet udtrukket, indså han fejlen, og hele familien skyndte sig tilbage til butikken.

Her ville skæbnen, at skraldespanden ikke bare var blevet tømt, men at skraldet også var blevet hentet af en af Roberto Nicola Toscanos skraldevogne.

I en storstilet redningsaktion blev skraldebilen identificeret, kørt til et sikkert område og tømt, hvorefter renovationsmedarbejdere brugte to dage på at ‘finde et lille stykke papir i et bjerg af affald’.

Ved et rent lykketræf havde de succes.

På Instagram har Roberto Nicola Toscano delt et billede af sig selv foran skraldebjerget. 

Selvom lottovinderen selv skal betale omkostningerne til eftersøgningen, kan man med rette sige, at han scorede jackpot for anden gang.

»Denne historie er intet mindre end mirakuløs,« siger Roberto Nicola Toscano i følge BBC. Som skraldechefen har sagt til den italienske tv-station TGCOM24:

»Heldigvis var det søndag. Ellers ville lasten allerede være endt på lossepladsen.«