Der skal ikke gå mange dage, før skraldekaosset i København kan gå hen og blive et skadedyrsproblem.

I tre dage har hundredvis af skraldemænd nedlagt arbejdet, hvorfor skrald hober sig op flere steder. Og hvis det fortsætter nogle dage endnu, er der en risiko for, at det tiltrækker rotter.

Det siger tidligere rottekonsulent i Miljøstyrelsen Peter Weile til TV 2 Kosmopol.

»Skrald, der ligger ude i to-tre dage, er ikke det store problem, men ligger det længere tid, begynder det at lugte – især hvis temperaturen stiger. Og så tiltrækker det rotterne, der har en fænomenal lugtesans. Hvis affaldsdyngerne bliver store nok, slår de sig ned i dem,« siger Peter Weile.

Containere er spærret af på Vesterbro. Foto: Privat.
Containere er spærret af på Vesterbro. Foto: Privat.
Vis mere

Det var mandag, at 550 skraldemænd i København og på Amager nedlagde arbejdet.

Der er ifølge skraldemændene tale om en konflikt om en aftale med Amager Ressourcecenter (ARC), som ifølge skraldemændene er blevet brudt. Det afviser ARC.

Helt præcist er det i Københavns Indre By, Christianshavn, Tårnby, Dragør, resten af Amager, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Nordvestkvarteret, Valby, Brønshøj, Husum og Frederiksberg, som alle er berørt.

B.T. har onsdag taget billeder fra en baggård på Vesterbro i København, hvor området med skraldecontainere er blevet spærret af for 15-20 personer i en lejlighedsopgang.

Borgere på Vesterbro i København må finde andre steder til deres skrald. Foto: Privat.
Borgere på Vesterbro i København må finde andre steder til deres skrald. Foto: Privat.
Vis mere

Michael Johansen, der er skraldemand, og som også fungerer som talsmand for skraldemændene ved City Container, har forklaret til B.T., at konflikten drejer sig om arbejdstid.

Amager Ressourcecenter (ARC) har også bekræftet over for Fagbladet 3F, at der er uenighed om den fremtidige arbejdstid.

Peter Weile anbefaler, at man blandt andet kan stille sit skrald i en cykelkælder – frem for at få splittet affaldsposer i en baggård.