De stod der allerede om formiddagen, da Shahin Ali åbnede døren til sit renseri og skrædderi. Kunderne.

»Min familie og jeg føler os elsket og hjulpet, Jeg er så overvældet over jeres reaktioner og jeres kærlighed,« lyder det fra ham.

Det er på Facebook, at han giver udtryk for sin taknemmelighed over, at kunderne strømmede ind i hans lille butik i Odder i weekenden.

For Shahin Ali var ved at opgive håbet om at kunne klare sig gennem coronanedlukningen – der havde i de seneste uger ikke været mange kunder.

Derfor besluttede han sig for at gøre noget, der krævede store overvejelser. Han bad om hjælp. Det skete i fredags på Facebook.

'Jeg sover ikke om natten, det kører rundt i mit hoved og tiden er nu kommet til, at jeg må dele mine bekymringer med jer. Jeg må ligge stoltheden på hylden og kæmpe for at komme op på hesten igen,' lød det.

'Hvis denne lockdown udvides, og vi ikke snart kan åbne, risikerer jeg at lukke begge mine skrædderier,' lød det også.

'Jeg har brug for alle de ordrer jeg overhovedet kan få,' skrev Shahin Ali videre.

Og så gik det stærkt. Rigtigt stærkt. Siden er opslaget blevet delt mere end 21.000 gange, og det endte altså med, at der allerede lørdag morgen var masser af kunder uden for skrædderiet i Odder.

»Faktisk nåede jeg i løbet af lørdag at modtage mere end 100 ordrer. Så jeg er superglad og kan igen se lyset. Nu skal vi nok klare os igennem coronakrisen,« siger Shahin Ali til Horsens Folkeblad.

Han har syrisk baggrund og har siden 2020 boet i Odder med sin hustru og to børn. Om sin bekymring om at bede om hjælp, lyder det.

'Jeg var så nervøs for at lade mit opslag gå på i fredags. Overvejede det flere gange og søgte råd hos venner. For jeg ved jo godt, at jeg ikke er alene om at lide under restriktionerne, og at mange står i lignende situation,« skriver Shahin Ali på Facebook.

Men det virkede.