I Herlev er der registreret coronatilfælde på to skoler. Også skole i Albertslund og Nørresundby er ramt.

Coronasmitte hos en enkelt elev kan sende flere hundrede elever hjem, og det er senest tilfældet på fire skoler i landet, viser det sig søndag.

På Sjælland er 116 skoleelever i Herlev hjemsendt, efter at der er i ugens løb er registreret coronatilfælde på Herlev Byskole og Lindehøjskolen.

Det oplyser Peter Nielsen, som er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Herlev til TV2 Lorry.

Mediet beretter også, at en smittet elev i en 8. klasse på Herstedlund Skole i Albertslund har fået ledelsen til at hjemsende lidt over hundrede elever.

I en anden del af landet er Vestbjerg Skolen i Nørresundby i Nordjylland også ramt. Her er 47 elever i to 8.-klasser hjemsendt, og det samme er fem medarbejdere, efter at en elev i den ene 8.-klasse er testet positiv for covid-19.

Eleven har været hjemme siden mandag. De hjemsendte kan vende tilbage til skolen, når de er testet negative for covid-19.

Det oplyser Skoleforvaltningen i Nørresundby søndag i en pressemeddelelse.

Forældre på skolerne er orienteret via forældreintra og Aula.

Også ansatte, der vurderes at være i risiko for at være smittet med covid-19, er sendt hjem i Herlev.

I indeværende uge er der i Herlev registreret smittede med coronavirus på to daginstitutioner og to skoler. To elever og to ansatte er ramt.

Det oplyses ikke, hvor de to ansatte arbejder henne.

Flere af landets kommuner oplever i øjeblikket stigende smittetal. Det er også sket i Herlev, hvor de 116 skoleelever er hjemsendt.

Søndag viser tal fra Statens Serum Institut, at der har været 11 bekræftede tilfælde af covid-19 i Herlev de seneste syv dage.

Det svarer til 38 tilfælde per 100.000 indbyggere, og kommunen opfordrer i en pressemeddelelse til, at alle borgere hjælper til med at forebygge smittespredning.

Der skrues derfor op for testningen af de ansatte i kommunen, som arbejder inden for sundheds- og ældreområdet.

- De ansatte vil blive testet for smitte med covid-19 hver 14. dag, indtil smittetallet i Herlev igen kommer under 20 tilfælde pr. 100.000 borgere, skriver Herlev i meddelelsen.

Trods de nye smittetilfælde i Herlev er der fortsat et stykke vej op til kommunerne på den københavnske vestegn, der har været hårdt ramt den seneste tid.

I Albertslund viser tal søndag ifølge TV2 Lorry, at der har været 17 bekræftede tilfælde af covid-19 de seneste syv dage.

Det svarer til 61,4 smittede per 100.000 indbyggere. Og det er mere end tre gange så højt som myndighedernes bekymringsgrænse, som er 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

I Hvidovre Kommune blev 200 skoleelever tidligere på ugen sendt hjem fra skole, fordi otte elever fordelt på tre skoler havde fået konstateret coronavirus.

/ritzau/