Der har den seneste uge været over 250 smittede per 100.000 indbyggere i Hørsholm Kommune.

Skoler og fritidsinstitutioner skal lukke i Hørsholm Kommune på grund af høj smitte.

Det oplyser Hørsholm Kommune i en pressemeddelelse.

Nedlukningen betyder blandt andet, at skoler, fritidsinstitutioner og kommunale arbejdspladser skal lukke ned.

Kommuner bliver ramt af automatisk nedlukning, hvis der i løbet af en uge er mere end 250 smittetilfælde per 100.000 indbyggere - kendt som incidens.

Desuden skal kommunen lukke lokaler inden for kultur- og idrætsliv - for eksempel håndboldhaller.

Det er en model, som et bredt flertal i Folketinget har indført, så det er muligt at lukke ned lokalt, hvis smitten stiger. Hørsholm Kommunes incidens har fredag nået 270.

Borgmester Morten Slotved (K) opfordrer Hørsholm-borgerne til at bryde smittekæderne.

- Hørsholms smitteudbrud overskygger desværre den glædelige nyhed om, at samfundet igen åbner.

- Vi står i en kritisk situation, hvor vi er tvunget til at lukke ned. Vi samarbejder med alle relevante myndigheder, og vi må komme igennem det her med samfundssind, siger han i en pressemeddelelse.

Der er også risiko for, at blandt andet restauranter og frisører kan blive lukket ned i Hørsholm.

Det skal afgøres senere fredag af Epidemikommissionen, der består af en række myndigheder, skriver TV 2 Lorry.

Smitten i Hørsholm har spredt sig de seneste dage, efter at ni drenge fra Rungsted Gymnasium blev smittet med coronavirus i sidste uge, mens de så Champions League-semifinalen mellem PSG og Manchester City.

I alt var ti drenge samlet, hvoraf de fleste går i 3.g. Virusset har efterfølgende spredt sig til familie og venner og har på kort tid sendt smittetallene i kommunen op.

/ritzau/