'Hvorfor dog skrue op for et, i forvejen for mange problematisk, stress-niveau og følelsen af utilstrækkelighed ved at tæppebombe familierne med krav og forventninger de færreste alligevel lever op til?'

Spørgsmålet kommer fra skoleleder Steffen Lawaetz, hvis ord om hjemmeundervisning lige nu deles overalt på de sociale medier.

Skolelederen arbejder til daglig på Urbanskolen i Esbjerg, hvor der går 1.600 elever, og han mener altså, at vi skal skrue ned for forventningerne og slappe af, når det kommer til lektiemængde, og de forventninger, der stilles i de små hjem for tiden.

Den holdning fik søndag skolelederen til at gå til tasterne og skrive et opslag på Urbanskolens facebookside, som i skrivende stund er blevet set af mere en end halv mio. mennesker.

Steffen Lawaetz mener, at det er vigtigt, at man som forælder erkender, at man ikke kan opretholde den skoledag, som børnene har til hverdag:

»Der er nogle forældre, der kæmper for at skabe en skoledag, der foregår på præcis samme måde som normalt, bare foran computeren. Men man skal erkende, at børnene går glip af noget, når de ikke går i skole i tre, fire eller fem uger, men det er ikke noget problem. Vi (lærerne red.) skal nok hjælpe til med, at de lærer noget, når de kommer tilbage,« uddyber Steffen Lawaetz over for B.T.

I stedet opfordrer skolelederen de mange forældre, der lige nu hjemmeskoler deres børn, til udnytte den kommende tid til fordybelse og nærvær i familierne. Læs en bog, hør musik og lav mad sammen er blot nogle af Steffen Lawaetz' opfordringer:

»Vi kommer fra en hverdag, hvor mange mennesker føler sig stressede og pressede, og så er det selvmodsigende, at vi kæmper for at fastholde den dagligdag, vi normalt har. Tænk jer om, mærk efter, og spørg dig selv, hvad er det, vi går og laver, og hvad er det vigtige.«