Ved du noget om ledernes stifinderkurser? Så skriv til Niels Philip Kjeldsen på npkj@berlingskemedia.dk

Esbjerg Kommunes Børn og Kultur har i fem tilfælde betalt 128.000 kroner plus moms for at sende skoleledere på stifinderkurser, der blandt andet kan indeholde en vadetur igennem en sø, samlinger i en gigantisk tipi og arbejde med rafter. Det skriver JydskeVestkysten.

Kursets formål er at styrke deltagernes personlige kompetencer og gøre dem til bedre ledere.

Esbjerg Kommunes skolechef, Bo Meldgaard, fastholder, at der har været behov for kurserne til i alt 640.000 kroner plus moms og vil ikke afvise at sende flere medarbejdere afsted.

Formanden for Børne og Familieudvalget i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen (SF), undrer sig over kurserne.

»Hvis jeg var blevet bedt om et ja eller nej, så havde jeg sagt nej,« siger Diana Mose Olsen, og fortsætter:

»Jeg synes, det lyder af rigtig mange penge, og jeg håber, det er noget, der kan omsættes til gavn for lærere og elever, så de får fuld valuta for det store beløb.«

Også formanden for Esbjergs lærerforening, Kenneth Nielsen, kritiserer i JydskeVestkysten kurserne, der er betalt med skolepenge.