Ifølge undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er der »malet hagekors ud over det hele« på hans børns skole.

Det fortæller han i et interview med Jyllands-Posten.

Men det er en overdrivelse, mener skolelederen Yasar Cakmak, som B.T. har talt med: 

»Der er ikke fyldt med hagekors på vores skole.«

Der er tale om Herstedvester Skole i Albertslund. 

Mattias Tesfaye bruger skolen som et eksempel på, hvorfor han vil skrive ud til alle landets skoleledere, at der skal være nultolerance over for antisemitisme, og understrege, at skolelederne kan bortvise elever, der ikke forstår det.

»På mine egne børns skole er der malet hagekors ud over det hele,« siger Tesfaye i den forbindelse.

Skoleleder Yasar Cakmak fortæller nu, at skolen har set to hagekors siden Hamas' terrorangreb den 7. oktober.

Yasar, i morges kunne man læse i Jyllands-Posten, at Mattias Tesfaye har sagt, at på hans egne børns skole har der været malet hagekors over det hele. Deler du den opfattelse?

»Nej, det gør jeg ikke. Der har været noget på væggene en gang imellem ligesom så mange andre steder i det danske samfund det seneste stykke tid.«

»Hver gang, der har været noget, har vi reageret prompte og fået det fjernet. Kommunen prioriterer det også højt. Der har været noget, som er blevet fjernet. Men der er ikke malet hagekors over det hele på vores skole,« siger Yasar Cakmak, skoleleder på Herstedvester Skole.

Han mener, at Tesfaye burde have taget en snak med ham, inden han gik i medierne og sagde, at der er hagekors ud over det hele på hans skole:

»Det står ham selvfølgelig frit for, hvad han vil sige. Men det ærgrer mig utroligt meget, at vi ikke får en henvendelse omkring: ‘Nå, hvordan ser det ud, hvad er omfanget, hvordan plejer I at reagere? Hvordan står det til med børn og voksnes reaktioner på jeres skole? Hvor meget fylder det i hverdagen og så videre.«

»Der er ikke fyldt med hagekors på vores skole. Og vi reagerer. Så sent som i går skrev jeg til vores skolebetjent, at hvis der er stødende, racistisk, antisemitisk, diskriminerende, krænkende sprog så skal det have høj prioritet og fjernes,« siger Yasar Cakmak.

Sådan så det ene af de to hagekors på Herstedvester Skole, inden det blev fjernet.
Sådan så det ene af de to hagekors på Herstedvester Skole, inden det blev fjernet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvad er konsekvensen, hvis I tager en skoleelev i at tegne et hagekors?

»Så er der kontant afregning. Familien vil blive kontaktet, og eleven vil blive bortvist,« siger skolelederen og fortæller, at de to hagekors blev fjernet, da skolen opdagede dem.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Ifølge en opgørelse fra Det Jødiske Samfund har der været en kraftig stigning i antallet af antisemitiske hændelser siden konflikten i Israel og Palæstina blussede op efter Hamas' terrorangreb på Israel den 7. oktober og Israels efterfølgende bombardement i Gaza.

Og Politiets Efterretningstjeneste har for nylig udsendt nye operative anbefalinger til landets politikredse om at skærpe sikkerheden omkring jødiske og palæstinensiske interesser og aktiviteter.