En tidligere lærer på en skole ved Holbæk er torsdag blevet dømt i en sag om billeder og videoer med seksuelt materiale med personer under 18 år.
Straffen er 30 dages fængsel, som er gjort betinget af, at han udfører samfundstjeneste. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Billeder og videoer blev fundet på to computere, der tilhørte kommunen, oplyser politikredsen om sagen.
I retten har manden, der er 57 år, erkendt sig skyldig.
Politiet rejste sigtelse tilbage i 2022, kan man udlede af oplysninger på rettens retsliste.
Normalt skal en dømt udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer, når en dom på 30 dages fængsel gøres betinget.
Det er Kriminalforsorgen, der skal aftale det nærmere forløb med samfundstjeneste med den dømte.
/ritzau/