»Det er lidt vildt, at det står så skidt til.«

Sådan lyder reaktionen fra 8. klasseelev Emilie Bisgaard Wessel fra Hyllehøjskolen i Middelfart.

Hun var sammen med resten af sin skoleklasse i gang med et lille eksperiment på Naturcenteret ved Hindsgavl Dyrehave torsdag. Et besøg som Fredericia Dagblad dækkede.

Her blev der stillet en spand med sild frem til eleverne. Sild som de skulle sprætte op. De skulle finde ud af, hvorvidt der var mikroplastik i fiskenes mavesække.

Og det var der. Der var faktisk overraskende meget. I alle sild bortset fra tre blev der fundet plastik.

»Da jeg startede med at lave de her undersøgelser overraskede det mig meget. Jeg synes stadig, at resultatet er vildt, selvom vi tager hensyn til alle de mulige fejlkilder,« siger naturvejleder Annette Weiss til B.T.

Hun synes, det især er interessant fordi:

»Vi kender jo ikke effekten af det. Vi ved ikke, om silden har ondt i maven, eller om den er ligeglad.«

Den gængse reaktion fra eleverne er, at de først bliver glade over, at de finder mikroplast i fiskene. Herefter rammer betydningen af resultatet dem.

»Der er nogle af de unge mennesker, som får ondt i maven af det her. Det er bare én ting mere oven i alt det her med klimakrise osv.«

Derfor bruger Annette Weiss også en del tid på at forklare, at det heldigvis er et problem, som i hendes optik er noget, vi ret let kan løse. Det gør man eksempelvis ved at stoppe brugen af engangsplast.

Dyrecenterets forsøg er del af et landsdækkende projekt, hvor 92 ud af 98 kommuner medvirker. 57.000 børn og unge mennesker fra grundskoler, ungdomsuddannelser og børnehaver medvirker i projektet.