Skoleelever skal plante ålegræs for et bedre havmiljøet
Naturprojektet Danmark Planter Ålegræs får millionstøtte de næste tre år, hvor fokus er på skoleelever.

Naturprojektet Danmark Planter Ålegræs får millionstøtte de næste tre år, hvor fokus er på skoleelever.

Flere børn og unge skal engageres i havmiljøet.
Det er en af ambitionerne med en støtte på godt 15 millioner kroner, der skal videreudvikle projektet Danmark Planter Ålegræs.
Det skriver Tænketanken Hav i en pressemeddelelse.
- Siden Danmark Planter Ålegræs blev søsat i 2024, har vi set, at danskerne gerne vil engagere sig i havet, når de får mulighed for at gøre en konkret forskel, siger Liselotte Hohwy Stokholm, direktør i Tænketanken Hav.
- Nu bygger vi videre på det stærke fundament. Vi skal have endnu flere børn og unge med, styrke de lokale fællesskaber og samtidig blive klogere på, hvordan vi bedst kan genoprette ålegræs i de danske fjorde, siger hun.
Såkaldte ålegræsenge er vigtige levesteder for fisk og bunddyr, ligesom de bidrager til biodiversiteten, stabiliserer havbunden og optager næringsstoffer.
Projektet, der blev søsat i 2024 af Tænketanken Hav, skal fortsat skabe engagement i havmiljøet og bidrage til naturgenopretning ved at plante ålegræs langs de danske kyster.
Med den nye investering fra Nordea-fonden og i samarbejde med den videnskabelige partner Syddansk Universitet kommer der fra 2027 til 2030 særligt fokus på at engagere skoleelever i havmiljøet.
Og så rettes der fokus på fjordsystemer, hvor der skal udplantes ålegræs for at genoprette bestanden i større områder.
Danmark Planter Ålegræs blev til med ambitionen om at forbedre biodiversitet, indsamle viden og styrke forståelsen for naturens tilstand under havoverfladen.
Nordea-fonden støttede oprindeligt projektet med 8,8 millioner kroner frem til 2026.
Fra 2024 til 2026 har over 4000 danskere været med til at plante ålegræs på tværs af landet, oplyser Tænketanken Hav.
Det anslås, at de danske bestande af ålegræs er gået tilbage med over to tredjedele over de seneste 100 år.
Der er dog håb for, at udplantning kan redde bestanden.
I et projekt ved Udbyhøj på Djursland, hvor Kattegatcentret plantede ålegræs i juni, er antallet af skud ottedoblet på fem måneder, oplyser centret på Facebook.
RITZAU