Skoleelever kan stort set se frem til tørvejr på motionsdag
Fredag starter med nogen eller en del sol. Senere byder weekenden på klassisk efterårsvejr med regn og blæst.
Fredag starter med nogen eller en del sol. Senere byder weekenden på klassisk efterårsvejr med regn og blæst.
Fredag er det Skolernes Motionsdag, og hvis eleverne skal udenfor for at løbe eller cykle, kan de i det store og hele godt se frem til at gøre det i tørvejr.
Det siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Vi får en ganske pæn dag til Skolernes Motionsdag med sol og stort set tørt vejr. På Bornholm får man kraftig vind, der får det til at ruske lidt.
Temperaturen vil i formiddagstimerne ligge omkring 10 grader, og vinden bliver i det meste af landet jævn til frisk.
Mens dagen starter med nogen eller en del sol, trækker skyer ud på formiddagen over den sydvestlige del af landet, hvor der kan falde en smule regn.
- Regnvejret vil i løbet af eftermiddagen brede sig til det meste af landet, siger Klaus Larsen.
Til gengæld aftager vinden, så den bliver svag til frisk.
Lørdag byder fortsat på en del byger, men også perioder med nogen sol.
- Vinden bliver let til frisk fra sydvestlig og nordvestlig retning. Der er risiko for nogle kraftige vindstød, siger Klaus Larsen.
Temperaturerne vil i dagtimerne lørdag ligge mellem 10 og 15 grader.
Natten til søndag kan temperaturerne nogle steder i Jylland nå ned til tre grader. Ellers kan de nå op omkring 10 til 11 grader ved kysterne.
- Søndag fortsætter med en del byger, der måske kan være med hagl. Der vil også være perioder med nogen eller lidt sol indimellem, siger meteorologen.
Det bliver en smule køligere end lørdag, og temperaturerne vil i dagtimerne ligge mellem 9 og 13 grader. Vinden bliver svag til jævn.
Således indledes skolernes efterårsferie med ganske klassisk efterårsvejr.
- Alt i alt bliver det en weekend, hvor man skal have noget regntæt på, hvis man skal ud i det fri og se skoven falme, siger Klaus Larsen.
RITZAU