Elever er tirsdag sendt hjem efter smitteudbrud på skole i Nordsjælland.

Det skriver Helsingør Dagblad.

En elev fra Hellebækskolen i Ålsgårde i Nordsjælland og fem medarbejdere i den tilknyttede klub, Bølgen, er blevet ramt af corona.

Skolen har naturligvis lukket ned så hurtigt som muligt i håb om at få isoleret smitten.

Derfor har de sendt alle 4. klasserne hjem.

»Søndag blev jeg ringet op af den første medarbejder på Bølgen, der var smittet. Og så går hele apparatet i gang. Vi har lukket klubben frem til efter påsken. Og da det er 4. klasserne, der er på klubben, så har vi valgt at hjemsende dem til og med torsdag,« siger Thomas Horn, leder af Hellebækskolen til Helsingør Dagblad.

På nuværende tidspunkt er det altså kun én elev, der er konstateret smittet. Men de kommende dages testresultater vil vise, om det er lykkedes at bryde smittekæden.

Fem ud af de 14 ansatte på klubben har fået konstateret corona efter tests. Desuden er alle lærere på Hellebækskolen blevet kviktestet, og ingen af dem var positive.