AOF Syd må dreje nøglen om med omgående effekt.

Pengekassen er tom, og skolen har givet op. Undervisningen er aflyst fredag og hele næste uge.

Det skriver JydskeVestkysten, som har talt med formanden for AOF Syd, Kjeld Christensen.

Han forklarer, at lukningen skyldes den markante nedgang i danskundervisning.

»Der er konjunkturerne hele vejen rundt, der er skyld i, at det går galt. Vi har undervist rigtigt mange af de asylansøgere, der kom til Danmark for nogle år siden,« siger han og fortsætter:

»Vi har drevet sprogcenter i Aabenraa og Tønder i 25 år, men centret i Tønder mistede vi i et udbud for et par år siden, og centret i Aabenraa... Der er jo ingen udlændinge kommet til Danmark i lang tid.«

Desuden har den nyligt vedtagne brugerbetaling givet et ekstra stub mod afgrunden.

Det er nemlig de færreste kursister, der har råd til at betale de 12.000 kroner, et danskkursus koster, da størstedelen af dem f.eks. er landbrugspraktikanter og studerende.

Skolen har kæmpet for at holde sig oven vande i et stykke tid.

Blandt andet er to tredjedele af de ansatte blevet afskediget i løbet af de seneste tre år.

Men det har taget hårdt på økonomien, da mange medarbejdere har haft lange fratrædelsesperioder, og udbetalingen af feriepenge til samtlige medarbejdere har været en stor udgift.

Dog håber skolen på en redning i form af en rekonstruktion, hvor en anden AOF-afdeling kan overtage aktiviteterne i Sønderjylland.