Hvis du bor i det centrale København og var hjemme lørdag aften, har du ikke været i tvivl, om hvad der foregik.
Kanonslag efter kanonslag lød nemlig, mens omkring 100 maskerede mænd gik gennem hovedstadens gader.
Mette Frederiksen blev kaldt en masse skældsord, og så gjorde demonstranterne klart, at de »havde fået nok«.
Men hvad havde de fået nok af? Og hvem er de?

Tager man et kig på Facebook-gruppen 'Men In Black, Denmark', finder man hurtigt ud af, at det er herinde, hvor mange af demonstranterne holder til.
Og det er også dér, at der mandag aften kom en officiel kommentar omkring lørdagens demonstration.
»De Sortklædte var igen ude at marchere i lørdags. Ikke fordi vi forsøger at benægte Coronakrisen, men vi er i den grad skeptiske overfor de redskaber regeringen bruger overfor befolkningen,« fremgår det af kommentaren.
Herefter uddyber 'Men In Black, Denmark', hvilke redskaber de er skeptiske over for, og det drejer sig blandt andet om »tvangsindførelse af mundbind, nedlukning af især små virksomheder, manipulation og grundlovsbrud og håndteringen af minkskandalen«.
Var du til stede under lørdagens demonstration, og har du lyst til at sætte ord på det, du er frustreret over? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.
Demonstrationen i lørdags trak dog også overskrifter for andet end de maskerede mænds budskaber.
Politiet kunne nemlig over for B.T. oplyse efter cirka én time af demonstrationen, at de sortklædte og maskerede mænd skød med fyrværkeri efter forbipasserende.
Og som aftenen skred frem, stod det også klart, at der var blevet udøvet hærværk flere steder i byen.

Men ifølge 'Men In Black, Denmarks' opslag er det noget, man tager afstand fra.
Derfor har man nu igen været på gaden.
»For at vise at vi tager ansvar, har vi samlet en gruppe af deltagerne fra marchen, som er ude at gøre rent efter graffiti, der måtte have været forekommet, efter lørdagens marchen. Dette vil blive efterbehandlet og håndteret professionelt,« fremgår det af opslaget.
B.T. har kontaktet organisationen for en kommentar eller interview, men bliver henvist til Facebook-opslaget.