Danske skiturister begynder snart for alvor at valfarte til sneklædte bjerge rundt om i Europa.
Skisæsonen er i gang, og hvis man har planer om at tage sydpå til Italien, er der noget nyt, man i år skal være opmærksom på.
Italien har nemlig som det første europæiske land gjort det lovpligtigt for alle skiløbere at bruge skihjelm.
Lovkravet er trådt i kraft for vintersæsonen 2025/26, og hvis man dropper hjelmen, udløser det en bøde på 150 euro, skriver det italienske medie Rai News.
Kravet om hjelm gælder også for andre vintersportsaktiviteter som for eksempel snowboard.
Hidtil har det kun været lovpligtigt for mindreårige at bruge skihjelm i Italien. Lignende regler finder man i Østrig og Kroatien, hvor børn skal bruge hjelm.
Men Italien har altså taget skridtet videre, og det har fået danske rejseselskaber til at skrue op for kommunikationen, så turisterne bliver mindet om at pakke hjelmen.
Det fortæller Jesper Merrild, der er marketingchef for rejseselskaberne Danski og Nortlander.
- Vi informerer om det over telefonen i salgsregi og også på vores hjemmeside. Selv om de fleste allerede bruger hjelm, så gør vi opmærksom på det, for vi kan også hjælpe dem med at leje en, hvis de har glemt den eller ikke har nogen. Vi lever af at rådgive, siger han.
I vores nabolande Norge og Sverige, som mange danske skiløbere ynder at besøge, er der ikke noget krav om at bære hjelm på pisterne.
Det er der heller ikke i Frankrig.
Men danskerne har alligevel taget skihjelmen til sig i stor stil, siger Jesper Merrild, og for de fleste vil den nye regel i Italien derfor ikke gøre nogen synderlig forskel.
- Det er ikke verdens største forandring for de danske skiløbere. Hos dem, vi sender afsted, er det heldigvis allerede en indgroet og normal ting, så jeg ser det ikke som noget kontroversielt, at der nu bliver lovgivet om det, siger han.
Foruden bøden på 150 euro - lidt over 1100 kroner - risikerer man også at få inddraget sit liftkort, hvis man dropper hjelmen i Italien.
Det er samtidig lovpligtigt for skiløbere i Italien at have en ansvarsforsikring, og det er forbudt at køre på ski, hvis man har en promille på over 0,5.
/ritzau/
