Knæk og bræk.

Et udtryk for ønske om, at jagtlykken vil tilsmile jægeren, inden hun tager af sted med geværet over nakken.

Men når det gælder skiløbere, er det lige det modsatte. Ingen ønsker at knække eller brække noget, når skiferien står for døren. Og det gør den lige præcis nu.

Omtrent 400.000 danskere tager forventningsfulde af sted hvert år. Og uge 7 og 8 er de helt store hit med særligt Alperne som rejsemål.

Med den stadig mere populære ferieform følger også risikoen for alvorlige skader. Derfor gælder det om at forberede sig så godt som muligt for at undgå at blive en del af den kedelige skadesstatistik.

Flere end 5.000 danskere endte med at komme til skade på ski i fjor. Heraf 700 alvorlige skader pådraget i Alperne alene i januar og februar, hvilket er en stigning på 10 procent i forhold til tidligere.

Derfor har SOS International allerede nu forhåndsbooket 330 sæder på rutefly til forventede tilskadekomne fra de mest anvendte lufthavne i området.

Dertil kommer den såkaldte 'knogleekspres' - en flåde af ambulancefly, som de kommende uger står klar til at fragte uheldige danske skiløbere hjem i utide.

Lidt flere mænd end kvinder kommer til skade. Og flere end hver femte i skadesstatistikken er et barn.

»Generelt kommer drenge oftere til skade end piger. Dette billede tegner sig hvert år, og det hænger nok sammen med, at drenge tager større risici på pisterne og styrter med større kraft end pigerne,« fortæller Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.

Godt halvdelen af de uheldige danske sne-entusiaster, der boltrer sig med ski under fødderne i Alperne, kommer til skade i Østrig, mens henholdsvis 19 og 18 procent bliver sendt hjem i gips fra Frankrig og Italien.

Flere end hver tredje pådrager sig en knæskade.

Sikkerhedsudstyr til skituren: Rygsæk med airbag, der kan redde dit liv, hvis der kommer laviner samt skovl, aluprobe og GPS-tracker.
Sikkerhedsudstyr til skituren: Rygsæk med airbag, der kan redde dit liv, hvis der kommer laviner samt skovl, aluprobe og GPS-tracker. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En anden - og langt mere farlig - form for ulykke i sneen er, når skiløbere eller snowboardere uforvarende udløser laviner.

Den risiko er typisk til stede offpiste. Altså når man vil mærke adrenalinsuset i den jomfruelige sne uden for de præparerede pister.

Det blev på mest skræmmende vis bekræftet så sent som denne weekend, hvor ikke færre end otte offpiste-løbere frygtes omkommet i tre områder i det nordlige Italien.

Den italienske redningstjeneste CNSAS bekræftede mandag på Twitter, at to briter og en franskmand indtil videre er fundet døde. De øvrige frygtes at have lidt samme skæbne efter lavineskred.

En ny undersøgelse lavet af analyseinstituttet YouGov for Tryg, Danmarks største forsikringsselskab, viser, at kun fem procent af alle danskere, som tager på skiferie, medbringer lavineudstyr.

»Man kan aldrig være for forsigtig, når det gælder sikkerhed på skiferien. Selvom man som udgangspunkt ikke skal være bange for at blive ramt af en lavine, hvis man kører med omtanke, er risikoen til stede, og det er vigtigt at have gjort et godt forarbejde, hvis uheldet skulle være ude,« siger Camilla Nielsen, forebyggelseschef hos Tryg.

Hun anbefaler, at man altid tjekker lavinevarslingen for området et par gange om dagen og følger anvisninger og skilte på stedet. Og derudover sørger for at have udstyret i orden.

»Med det rette udstyr øger du ikke blot dine egne overlevelseschancer. Du er også bedre i stand til at hjælpe andre skiløbere, der er kommet i nød på grund af en lavine. Men det er selvfølgelig ikke nok at have udstyret. Du skal også vide, præcist hvordan du anvender det,« siger hun.