Sker på onsdag: Gode forudsætninger for at se historiske himmelfænomener
En stor del af Danmark kan se frem til to himmelfænomener onsdag.

En stor del af Danmark kan se frem til to himmelfænomener onsdag.

Der kan være god grund til at rette blikket mod himlen onsdag aften.
En stor del af Danmark kan se frem til to spektakulære himmelfænomener under særdeles gode forhold.
Først vil en stor delvis solformørkelse kunne opleves, og senere på natten topper meteorregnen Perseiderne, skriver TV 2 Vejret.
Kort før solnedgang bevæger månen sig ind foran solen og skygger for en stor del af solskiven. Når mørket senere falder på, bliver der mulighed for at se op mod 100 stjerneskud i timen.
Med udsigt til en skyfri himmel skulle der være gode muligheder for at opleve begge fænomener.
Den delvise solformørkelse begynder omkring klokken 19.10 og topper klokken 20.04, hvor månen vil dække omkring 80 til 88 procent af solen. Omkring klokken 20.55 er formørkelsen slut.
De præcise tidspunkter kan variere en smule, alt efter hvor man befinder sig i landet.
Det er dog vigtigt ikke at kigge direkte på solen uden godkendte solformørkelsesbriller, da almindelige solbriller ikke beskytter øjnene tilstrækkeligt.
Når mørket har sænket sig, bliver det Perseidernes tur til at indtage himlen.
Meteorregnen topper natten mellem 12. og 13. august, hvor der kan være op mod 100 stjerneskud i timen.