Borgere, der er uden for risikogruppen, og som dermed ikke får tilbudt et nyt stik med coronavaccinen, kan nu betale for at få en vaccination.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Vaccinationen bliver mulig med egenbetaling fra 15. november.

Det er vaccinerne fra Pfizers Cominarty-vaccine og Modernas Spikevax, som frigives. Begge vacciner er variantopdaterede BA. 1-vacciner, som Sundhedsstyrelsen vurderer er effektive vacciner.

I pressemeddelelsen fremgår det, at private aktører fra uge 45 (7. til 11. november) kan bestille vaccinerne hos Statens Serum Institut.

Vaccinerne kan så distribueres fra den 14. november og frem, hvor der er ledig kapacitet i forhold til udrulningen af det nationale program, lyder det.

Og efterfølgende kan borgere så købe vaccinerne hos praktiserende læger, apoteker eller andre, der ønsker at gå ind i ordningen.

Hvad vaccinerne kommer til at koste, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

»Staten sælger vaccinerne til en reduceret pris, der alene dækker Statens Serum Instituts håndteringsomkostninger til pakning, transport mv. Slutprisen for forbrugeren fastsættes derefter af den enkelte vaccinatør, ligesom det er praksis med eksempelvis rejsevacciner. Den samlede pris for en vaccination kan derfor variere,« skriver Sundhedsministeriet.

Det skal siges, at der fortsat skal sikres vacciner til risikogrupperne.

Derfor er der fastlagt et loft for, hvor mange vacciner der kan frigives til salg på det private marked, så man sikrer Danmarks vaccineforsyning og risiko for fremkomst af nye covid-19-varianter hen over vinteren 2022.