Bruger du, eller en du kender, TastSelv-kode, når du skal ind og tjekke dine skatteoplysninger, er der ændringer på vej.
Ved årsskiftet bliver TastSelv-koden nemlig skrottet.
I stedet skal man fremover logge ind med NemID. Det oplyser underdirektør i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig.
Ifølge hende er der i dag omtrent 400.000 personer, der har en TastSelv-kode.
»Når der er 400.000, der har en, er det ikke ensbetydende med, at der er 400.000, der bruger den,« fortæller hun og tilføjer, at koden er et levn fra 1995, hvor digitaliseringen begyndte at gøre sit indtog.
Siden er teknologien blevet bedre, og nu vælger Skattestyrelsen altså at sætte sin fulde lid til NemID, som dem med TastSelv-koder ofte også bruger.
»Vi har arbejdet på skiftet i et stykke tid, og det er, fordi NemID er mere sikkert,« fortæller hun.
Når man logger ind med NemID, skal man bruge tre informationer: Brugernavn i form af et CPR-nummer, en personlig kode og koden fra nøglekortet.
Når man logger ind med TastSelv-koden, skal man kun bruge CPR-nummer og en personlig kode.
Begge er digitale løsninger, og derfor frygter Karoline Klaksvig heller ikke, at Skattestyrelsen ved årsskiftet kommer til at udelukke nogen.
»Dem, der i forvejen er fritaget digital post, bruger jo heller ikke TastSelv-koden. Og de grupper, der tidligere har haft svært ved at få et NemID, er blevet mindre,« forklarer hun.
Hun henviser til, at unge ned til 15 år nu kan få et NemID, og det samme kan udlændinge, der arbejder i Danmark.
Inden længe vil unge ned til 13-årsalderen kunne få NemID, og det er jo netop alderen, hvor unge må begynde at arbejde.
Indtil da vil unge under 15 år fortsat kunne tilgå Skats tastselv-service med en TastSelv-kode.
Skattestyrelsen regner med at komme med en officiel udmelding om skiftet 11. december.
De fleste vil få besked i deres E-boks, mens dem, der ligger inde med en TastSelv-kode, men er fritaget digital post, vil få besked med fysisk brev.


