Du skal tænke dig om en ekstra gang, hvis du i disse dage modtager en mail med 'Skat' i afsenderfeltet.

Der er nemlig en fin sandsynlighed for, at det slet ikke er Skat, der har sendt dig mailen.

Lige nu er der både falske sms'er og mail i omløb.

'Opmærksomme følgere har kontaktet os om falske mails og sms'er i omløb.'

'Er du i tvivl, så se her, hvordan du spotter dem.'

'Tak for hjælpen til jer der skrev,' skriver Skattestyrelsen på Facebook.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er blevet offer for en falsk mail eller sms, så har Skat nogle helt grundlæggende tommelfingerregler, du kan tjekke af.

Ved sms'erne er der tit to centrale fejl, som svindlerne ikke har taget højde for.

Endnu i hvert fald.

I mange af de falske sms'er fremgår det nemlig, at du har fået et bestemt beløb tilbage fra Skat, og at du kan få dem udbetalt.

Problemet er dog, at Skat aldrig nævner et beløb i deres sms'er, ligesom de heller ikke forkorter deres links.

Får du en mail tilsendt, gør Skat dig opmærksom på, at de aldrig vil bede om dine personoplysninger, dine bank- eller kortoplysninger eller at du skal oplyse et beløb.