En frisk dukkert i vandet kan være fristende for at blive kølet ned i det varme vejr. 

Men hvis du befinder dig i Skanderborg, skal du være opmærksom på ikke at hoppe i vandet i Næsset og Bybadet. 

Grundet en teknisk fejl er der nemlig forårsaget et udslip af spildevand i Skanderborg Sø.

Det skriver TV2 Østjylland

På kommunens hjemmeside skriver de i en pressemeddelelse, at de er i gang med at undersøge omfanget af udslippet. 

»På mandag får vi resultaterne af udtagne prøver for bakterier i vandet. Vi forventer umiddelbart, at analyseresultaterne er gode, og vi håber, at vi kan give grønt lys til badning de to steder igen i næste uge,« siger Hanne Medum Lærke, biolog i Skanderborg Kommune, i pressemeddelelsen.