»Da jeg begyndte at vågne op om natten badet i sved, da ved jeg, at den er gal.«

I et stort interview med Avisen Danmark fortæller tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) åbenhjertigt om fire år på en af de mest udskældte ministerposter overhovedet, og hvordan jobbet endte med at presse ham så hårdt, at han fik stress.

Karsten Lauritzen var kun 31 år, da Lars Løkke Rasmussen i 2015 udnævnte ham til skatteminister.

For den unge Venstre-politiker var det en drøm at komme med på ministerholdet, og han overvejede ikke dengang, at Skatteministeriet kunne blive en særlig stor udfordring, fortæller Karsten Lauritsen til Avisen Danmark.

Karsten Lauritzen blev ansigtet på alle skandalerne i Skat og måtte gang på gang forklare befolkningen for rullende tv-kameraer, hvad der var gået galt. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Karsten Lauritzen blev ansigtet på alle skandalerne i Skat og måtte gang på gang forklare befolkningen for rullende tv-kameraer, hvad der var gået galt. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Men kort efter Karsten Lauritzen trådte til, begyndte skandalesagerne at hobe sig op.

Først var der sagen om it-systemet EFI, der indeholdt så mange fejl, at en rapport anbefalede, man skrottede det milliarddyre indrivelsessystem.

Efter EFI's kollaps måtte Skat inddrive danskernes gæld til det offentlige manuelt, hvilket medførte, at gælden steg til 92 milliarder.

Samme år startede sagen om svindel med udbytteskat, og endelig kritiserede Rigsrevisionen Skats ejendomsvurderinger.

Karsten Lauritzen blev som skatteminister ansigtet på alle skandalerne, og det gjorde ondt på ham i fire år at skulle stå foran rullende tv-kameraer og undskylde for det hele, fortæller han til Avisen Danmark.

Han begyndte at tro på, han kunne løse alle problemerne, og det skabte nogle forventninger til ham selv, der var umulige at leve op til, og som var tæt på at få ham til at gå ned med stress.

Heldigvis fik Karsten Lauritzen hjælp i tide og startede hos en psykolog, og han deler nu sin historie med Avisen Danmark, fordi han gerne vil nedbryde det tabu, det kan være for nogen at søge hjælp.