Der ryger masser snaps, øl og portvin indenbords i løbet af december – men det skal stoppe fra årsskiftet.

Det opfordrer Aarhus Kommune i hvert fald til med kampagnen 'Hvid januar challenge'.

Håbet er, at mange aarhusianere vil deltage og droppe alkohol fuldstændig i en hel måned og dermed starte det nye år på en frisk.

»Det er målrettet alle, der måske trænger til en pause og til at få balance i sit alkoholforbrug igen. Forhåbentligt kan det være med til at lave nogle vedvarende forandringer,« fortæller Heidi Schnoor, alkoholrådgiver ved Folkesundhed Aarhus.

Heidi Schnoor forklarer, at man kalder alkohol for et nydelsesmiddel, men faktisk er det et opløsningsmiddel.

»Bivirkningerne er selvfølgelig forskellige, alt efter hvilket forbrug man har. Men alkohol har indflydelse på rigtig mange sygdomme,« siger hun.

Skruer man ned for forbruget har det en række gevinster på den lange bane helbredsmæssigt. Og på en måned uden alkohol kan man blandt andet opnå bedre søvn, et bedre immunforsvar og vægttab, lyder det fra Folkesundhed Aarhus.

Det er ikke første gang, at kommunen opfordrer folk til at kvitte spritten. Sundhedsstyrelsen har tidligere stået for en landsdækkende kampagne, men de sidste to år har Aarhus lavet deren egen.

Over 700 deltog i begivenheden i år, hvilket Heidi Schnoor kalder en succes.

Hvad så med resten af året – gør det en forskel, hvis det bare er en enkelt måned?

»Forhåbningen er, at hvis man finder ud af, at det var rart at skrue ned, og man finder andre alternativer, så gør man det til hverdag fremover og kører videre med de gode vaner,« siger Heidi Schnoor.

Opdager man, at det er sværere end forventet at skære ned på forbruget, så kan man ringe og få vejledning af Folkesundhed Aarhus.

Du kan deltage i 'Hvid januar' på Facebook her. Der vil løbende komme opmuntringer og anden motivation i løbet af januar, lyder det fra Heidi Schnoor.