'Skal du snart ha' et klap i røven?'
Kirsten Andersen troede ikke sine egne ører, da hun sad foran sin computer og lyttede lydoptagelserne igennem fra sin demente mors plejebolig.
Og det blev værre, da hun lyttede videre.
'Nu vil jeg fandeme ikke håbe, hun har skidt!,' kunne hun høre en medarbejder sige inde i plejeboligen, mens moderen sagesløst sad og hørte på.
For at forstå sagen, der endte med to fyringer og en politianmeldelse, skal vi skrue tiden cirka fire år tilbage.
Vi er i 2016, og Kirstens mor, Inger Lise, skal til at bo på plejecentret Blomstergården i Dianalund, der er et specialtilbud til borgere med demens.
84-årige Inger Lise flytter ind på værelse nummer 38.
I begyndelsen er Kirsten og resten af familien egentligt trygge og glade for, at deres mor har det godt på plejecentret, og at hun bliver behandlet godt og fagligt funderet af personalet.
Men så kommer der ridser i lakken.
Inger Lises mobilitet begynder nemlig at dale voldsomt, og Kirsten får ikke tilfredsstillende svar, når hun henvender sig til plejepersonalet på centrets lange gange.
»En dag kommer jeg ind, og min mor ligger i fosterstilling og er ked af det. Og så siger hun noget med, at 'de er sure, dem skal I ikke gå ud til' og 'de er nogle grimme nogen' om personalet,« fortæller Kirsten Andersen i dag til B.T.
Moren får mere og mere ondt i sine ben, og på et tidspunkt begynder hun at have behov for hjælp til toiletbesøg, men det er ikke unormalt, at Kirsten og familien finder hende med våd ble eller plejeboligens gulv med urinrester.
Kirsten retter henvendelse til plejecentret – og herefter kommunen – med sine kritikpunkter, men kommunikationen er skæv, og møderne bringer intet godt med sig.
I hvert fald mener Blomstergården ikke, at der er tale om omsorgssvigt eller en fagligt uacceptabel håndtering af Inger Lise.
Datteren ser ingen anden mulighed: Hun må lave hemmelige lydoptagelser i plejeboligen, så der er en klokkeklar dokumentation, man ikke kan snakke sig fra.
Og ganske rigtigt: Med en lille optager dokumenteres lyden fra plejeboligen fem timer ad gangen i flere uger.
Sammen med sin niece sidder Kirsten og gennemlytter de timelange bånd i sin kælder, og i flere tilfælde registrerer de to altså episoder og sætninger, der ifølge dem bør vurderes som enten nedladende eller fagligt uforsvarlige.
Vi er nu i begyndelsen af 2017, og Kirsten præsenterer lydoptagelserne for både plejecentret og en repræsentant fra Sorø Kommune, der vælger at iværksætte en uanmeldt undersøgelse af Blomstergården.
I mellemtiden bliver Kirsten og familien mødt af flere ubehagelige og – ifølge dem – uacceptable syn, når de besøger demente Inger Lise.
»På et tidspunkt i februar kom min niece forbi, da det sneede, hvor min mor så sidder frysende med et tæppe omkring sig og helt våd af urin på numsen og op ad ryggen, mens vinduet er åbnet, og varmen slukket. Og hun kunne jo ikke røre sig,« fortæller Kirsten.
Der er også tit både urin- og afføringsspor i plejeboligen, ligesom Kirsten en dag finder en vaskepose med Inger Lises bukser, der er fyldt med afføring, til trods for at personalet skal skylle det væk, hvis en beboer har afføring i bukserne.
I midten af marts kommer der svar fra den uanmeldte rapport, og den roser Blomstergården til skyerne. Der er intet at komme efter, konkluderer den.
Men Kirsten giver ikke op. Hun har lydoptagelserne med masser af skræmmende eksempler, og dem ender hun til sidst med at sende til TV Øst.
Mediet sender lydoptagelser til Sorø Kommune og bringer desuden en række artikler om Kirstens kritik og lydoptagelserne.
Denne gang er der pludselig en reaktion fra kommunen, der vælger at afskedige to af de implicerede plejehjemsmedarbejdere.
Kort tid efter får Kirsten endelig rykket sin mor hen på et andet plejecenter, der ifølge datteren giver en med længder bedre pleje.
Her dør Inger Lise dog cirka én måned efter.
Men det er slet ikke slut for Kirsten, og det er derfor, at du nu læser om sagen igen.
I mellemtiden har plejehjemsmedarbejdernes fagforbund, FOA, nemlig valgt at politianmelde Kirsten, hendes mand og hendes niece for at have optaget uden deres medlemmers samtykke.
»Det var utrolig ubehageligt, da vi fandt ud af, at vi var politianmeldt, og jeg forstod det ikke, for lydoptagelser viste jo, at der var noget at komme efter,« siger hun i dag.
FOA klager også over TV Øst og deres brug af lydoptagelserne.
Men der er intet at komme efter.
Pressenævnet vurderer, at der ikke kan udtales kritik af TV Øst, og endnu bedre:
Politiet vælger at opgive sigtelsen mod Kirsten og familiemedlemmerne, fordi det ikke forventes, at 'de vil blive kendt skyldige'.
Ifølge TV Øst er begrundelsen blandt andet, at Kirsten handlede i sin mors interesse, da det handlede om moderens tarv på plejecentret.
Der går dog lang tid, før de får den besked.
FOA politianmelder altså familiemedlemmerne i 2017, og først den 17. april 2020 – næsten tre år efter – kommer meddelelsen om den droppede sigtelse.
»Det har været et rent helvede, og jeg synes, det er så umoralsk og forkasteligt, at FOA har holdt os nede i næsten tre år ved at lave sådan en anmeldelse. Det har gjort, at vi ikke kunne råbe lige så højt om det her, og FOA har jo bare støttet deres medlemmer uden at stille spørgsmål,« siger hun og fortsætter:
»Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi skulle igennem alt det her med min mor og omsorgssvigtet, og at vi så bagefter skal meldes til politiet. Er det sådan, man vil reagere, når en ældre borger oplever at blive behandlet sådan?«
I dag holder FOA dog fast i, at politianmeldelsen var på sin plads.
»Helt principielt skal de offentligt ansatte ikke overvåges. Oplever man svigt, må man gå ad de kanaler, som man kan, for at få det anmeldt,« siger forbundsformand Mona Striib til B.T.
Her har de pårørende jo netop talt med plejecentrets ledelse og kommunen ad flere omgange uden held?
»Det er jo her, hvor vi anbefaler, at man bruger det ældretilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed har. Men det er da bekymrende, at der ikke er sket noget, og det skal vi have rusket op i.«
Mange mener jo, at video- eller lydoptagelser kan være det nok eneste middel til at dokumentere omsorgssvigt i sådanne situationer. Kan du slet ikke se nødvendigheden?
»Jeg siger bare, at helt principielt skal man ikke udsættes for skjult kamera. Og ellers skal man gøre opmærksom på, at man sætter det op.«
Men hvis man gør opmærksom på det, så kan man jo netop tænke, at plejehjemsmedarbejderne vil ændre adfærd, mens det er sat op?
»Hvis det sker, at de opfører sig ordentligt, fordi der er kamera på, så kan man jo netop også sige, at det vil have en forebyggende effekt, tænker jeg.«
B.T. har haft kontakt til Blomstergården, men den nye leder på stedet ønsker ikke at udtale sig.
