På akutafdelingen på Horsens Hospital har de store problemer med ventetid.

»Vi har for lang ventetid. Vi har været nødt til at sende folk videre til Aarhus og Viborg grundet massiv overbelægning,« fortæller den ledende overlæge i akutafdelingen på Horsens Hospital, Ulf Grue Hørlyk.

En af dem er Connie Volkmann. Klokken 17.30 fik Connie Volkmann besked på at sætte sig i venteværelset. Hun havde været uheldig på en motorcykel og brækket sin ene finger. Hun måtte et smut forbi akutafdelingen på Horsens Hospital.

Syv timer efter, kl 00.30, forlod hun akutafdelingen igen. Og selvom det var en kedelig og kold aften i begyndelsen af januar, så havde hun da godt kunnet finde på noget bedre at lave.

»Det er meget frustrerende, at man ikke ved, hvor længe man skal sidde og vente. Er det to timer eller syv timer? Det er der ingen, der fortæller dig,« siger 45-årige Connie Volkmann, da B.T. taler med hende.

B.T. har i samarbejde med YouGov lavet en repræsentativ undersøgelse, hvor danskere, som er blevet behandlet på et eller flere hospitaler inden for de seneste 12 måneder, er blevet spurgt ind til deres oplevelser.

Her svarer hver fjerde, at de er 'meget utilfredse' eller 'utilfredse' med ventetiden på behandlingen.

Klokken 18.30 blev Connie Volkmann kaldt ind til undersøgelse og fik røntgenfotograferet sin finger.

Igen blev hun bedt om at sætte sig ind i venteværelset. Der ville gå et stykke tid, før hun fik svar på undersøgelsen. Hvor langt tid, vidste lægen ikke. Der gik to en halv time.

Ledende overlæge Ulf Grue Hørlyk medgiver, at syv timer er for lang tid at vente, men at det desværre ikke er et enkeltstående tilfælde.

Som resultat af store problemer med ventetid har Horsens Hospital udnævnt en speciallæge, der har til opgave at halvere ventetiden på skadestuen.

Samtidig har de været nødt til at vurdere hver enkelt patient.

»Vi er nødt til prioritere patienterne efter, hvem der har mest brug for hjælp lige nu,« siger Ulf Grue Hørlyk.

Klokken 22.00 får Connie Volkmann svar på røntgenundersøgelsen og må igen vente en time, før hun bliver behandlet cirka kl. 23.00.

Fordi lægen var nødt til at tilkalde en specialist, var hun først tilbage i sin bil, der holdt på hospitalets parkeringsplads klokken 00.30.

Efter en køretur på 35 km kunne hun endelig lægge hovedet på puden.

»Jeg er frustreret over hele sundhedssystemet - og så er det lidt irriterende at se personalet gå forbi med en kop kaffe i hånden, når man sidder og venter,« siger hun.

Den lange ventetid er ikke noget, der overrasker Connie Volkmann. Hun har før været på skadestuen med sine børn.

»Da min søn brækkede armen, var vi på skadestuen i næsten 10 timer,« fortæller hun.

Og selvom hun har tiltro til lægerne, der arbejder på afdelingen, kan hun godt være nervøs for, at den lange ventetid kan betyde, at den skade, man kommer ind med, ikke bliver behandlet i tide.

»Nogle gange kan jeg da godt tænke: 'Er ventetiden en dag så lang, at man ikke får behandling i tide',« siger hun.