Natten til mandag blev dværghornuglen registreret ved Græsted Kirke i Nordsjælland. Det skriver TV 2 Kosmopol.

Mediet skriver, at det kun er syvende gang siden 1910, at den er blevet set i Danmark.

- Det er kæmpestort. Vi er meget begejstrede, siger Rasmus Strack, der er medlem af Dansk Ornitologisk Forenings Sjældenhedsudvalg, til TV 2 Kosmopol.

- Sidst, den var i landet, var i 2003, og der var det i Jylland.

Udvalgets opgave er at vurdere, om fund af meget sjældne fugle er tilstrækkeligt dokumenterede.

Han forventer, at op mod 200 fugleentusiaster vil finde vej til Græsted mandag aften for at se og måske endda høre uglen.

Rasmus Strack forklarer, at den først begynder at sige noget efter mørkets frembrud.

Hvis der kommer lyd, vil der være stor jubel, og man vil nok kunne se voksne mennesker "småtude lidt af glæde", siger han.

/ritzau/